TDC hæver penge hos kunderne

TDC kræver nu, at kunderne betaler deres regninger forud. Foto: TORBEN STROYER/POLFOTO
Udgivet Opdateret

Efter et dårligt kvartalsregnskab kræver TDC, at kunderne skal betale deres abonnementer et kvartal forud.

I Kølvandet på et dårligt kvartalsregnskab, hvor TDC falder tilbage på næsten alle fronter, har telegiganten, TDC, valgt at fremskyde kundernes betalinger. Det skriver EPN.dk

– I dag betaler kunderne midt i deres regnskabsperiode. Nu flytter vi rundt på deres regnskabscycklus, så alle vores kunder fremover er forudbetalte, siger direktør i TDC Privat, Frederik Sjørslev Søgaard til EPN.dk.

Det dårlige regnskab skyldes blandt andet, at TDC har problemer med at følge med konkurrenterne, når det angår de digitale tilbud. Samtidig er den gammeldags fastnettelefon ved at være en saga blot, da flere og flere kunder vælger den gamle telefon fra.

Ved at fremskynde kundernes betaling får TDC nu fem kvartaler med i deres års-regnskab, der ellers plejer at bestå af fire. TDC erkender, at der er tale om et ganske betydeligt beløb, som de får tilføjet årsregnskabet.

– Vi har justeret priserne op på nogle af basisprodukterne, ligesom vi har gebyrsat vores papirkommunikation til kunderne, og det er faktisk nogle ting, der giver et pænt løft i omsætningen, siger TDCs topchef, Carsten Dilling til EPN.dk.

Han forventer, at TDC vil være i stand til at øge omsætningen efter et halvår, der ligger under forventningerne til 2014.

Powered by Labrador CMS