Mistænkelig mand hentede barn

Lørdag gik politiet i gang med at efterforske en bortførelse af et barn. Nu søger politiet vidner til en "mistænkelig afhentning af et barn"

Politiet er ikke klar over, hvad der er sket i sagen.
Udgivet Opdateret

Politiet efterlyser en mand, som er set samle et barn op på en parkeringsplads ved Kettegård Alle 14 i Hvidovre. Årsagen er, at politiet betegner hændelsen som "mistænkelig".

Ifølge anmeldelsen så børn på et parkeringsområde en mand – muligt en forælder – hente en cirka 7-årig pige i en personbil, som kan have været grå, mellem klokken 16 og 16.25.

Afhentningen af pigen skulle være sket under mistænkelige omstændigheder, hvorfor politiet rykkede stort ud. 

Ingen meldt savnet

Sagen blev indledningsvis efterforsket som en bortførelse med indsamling af videomateriale i området med videre. Sagen efterforskes fortsat.

- Efterforskningen har indtil videre ikke underbygget, at der var tale om en bortførelse, og ingen børn er meldt savnet i den forbindelse. Barnet kan være hentet helt legitimt og situationen kan være misforstået, det søger vi nu at få af- eller bekræftet, og derfor går vi offentligt ud, siger politikommissær Rikke Thestrup, leder af overgrebssektionen hos Københavns Vestegns Politi.

Politiet vil gerne høre fra vidner, som har set en voksen hente et barn i en bil på parkeringsområdet i tidsrummet. 

Har man oplysninger i sagen, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på telefon 4386 1448.

Powered by Labrador CMS