Mistænkt i Field's skyderi accepterer

Manden, der er mistænkt for det voldsomme angreb i Field's accepterer fængsling

Udgivet Opdateret

Den 22-årige mand, som er fængslet for at have skudt og dræbt tre personer samt såret flere andre i indkøbscentret Fields i København, har valgt at acceptere fortsat varetægtsfængsling, oplyser specialanklager Søren Harbo til Ritzau.

3. juli spredte den psykisk syge mand skræk og rædsel, da han bevæbnet med en riffel begyndte at skyde mod tilfældige personer i indkøbscenteret. En 47-årig mand samt en pige og en dreng på begge 17 år blev dræbt.

Hurtigt pågrebet

Derudover blev otte personer såret af skud - flere af dem var i kritisk tilstand - og endnu flere kom til skade, i forbindelse med at de flygtede ud af centret.

Den 22-årige blev hurtigt pågrebet af politiet og anholdt. Dagen efter blev han varetægtsfængslet, og retten bestemte, at fængslingen foreløbig skulle stå på frem til 28. juli.

Specialanklager Søren Harbo fortæller tirsdag til Ritzau, at den 22-åriges advokat har meddelt, at man ikke ønsker et retsmøde på dagen, men at den 22-årige frivilligt accepterer fortsat fængsling.

Fængslet på lukket afdeling

Den 22-årige er på grund af psykisk sygdom fængslet i såkaldt surrogat. Det vil sige, at han i stedet for at sidde i en arrest opholder sig på en lukket psykiatrisk afdeling.

Ved grundlovsforhøret valgte dommeren i Københavns Byret at lukke dørene, og mange af sagens oplysninger er derfor endnu ukendte for offentligheden. Blandt andet vides det ikke, hvorledes den 22-årige forholder sig til sigtelsen.

Skal mentalundersøges

Dog fremgår det af byrettens kendelse om varetægtsfængsling, som retten har givet aktindsigt i, at netop den 22-åriges stillingtagen til sigtelsen udgør en risiko for, at han på fri fod vil vanskeliggøre den videre efterforskning ved for eksempel at fjerne spor, advare eller påvirke andre.

Ved grundlovsforhøret besluttede retten i øvrigt, at den 22-årige skal gennemgå en mentalundersøgelse.

Den skal blandt andet danne grundlag for at vurdere, om han kan straffes, eller om han i givet fald skal idømmes en psykiatrisk foranstaltning, i fald han kendes skyldig.

Den tredje juli skød og dræbte en 22-årig formentlig tre personer i indkøbscenteret Field's.
Den tredje juli skød og dræbte en 22-årig formentlig tre personer i indkøbscenteret Field's.

SKYDERIET I FIELD'S

Skyderiet i Field's 2022 fandt sted omkring klokken 17:30 den 3. juli 2022, da en person åbnede ild med en riffel i indkøbscentret Field's på Amager i København. Ved skyderiet blev tre mennesker dræbt og fire såret af direkte skud, som alle er i alvorlige men stabile tilstande (pr. 5. juli 2022). Yderligere tre blev såret af mulige strejfskud, mens 20 personer blev lettere såret i forbindelse med evakueringen af centret.

Københavns Politi fik en anmeldelse om skyderiet kl. 17:35 og rykkede herefter ud mod centeret, hvor de klokken 17:48 anholdt en 22-årig etnisk dansk mand Motivet kendes ikke, men politiet formoder, at den mistænkte handlede alene Dagen efter skyderiet blev han sigtet for tre drab, syv drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse.

Samme dag var det planlagt, at Harry Styles skulle optræde i Royal Arena, der ligger mindre end en kilometer fra Field's. Selvom det først meldtes ud, at koncerten fortsat ville blive afholdt, blev koncerten senere aflyst. Koncertgængerne blev kørt til Vanløse Station med Københavns Metro-linjerne M1 og M2, der blev lukket midlertidigt for andre rejsende.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS