Motorcyklist dræbt på racerbane

Døds-ulykken skete på Padborg Parks baneanlæg

Udgivet Opdateret

En motorcyklist er blevet dræbt på motorsportsanlægget Padborg Park, der ligger ved Padborg.

Det oplyser Syd og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Politi og redningsfolk har arbejdet på stedet, men motorcyklistens liv stod ikke til at redde.

Den 32-årige mand var ved at foretage en testkørsel, da det gik galt. Der var ingen andre involveret i dødsulykken.

- De pårørende er underrettet, oplyser vagtchefen hos Syd og Sønderjyllands Politi.

Høj hastighed

Ifølge vagtchef Erik Lindholt havde den 32-årige lejet banen.

- Han kørte alene på banen, da ulykken skete. Vi formoder, at han er kørt med høj hastighed. På et tidspunkt rammer motorcyklisten autoværnet. Han er dræbt på stedet, oplyser Erik Lindholt til Newsbreak.dk.

Chokerede vidner

Chokerede vidner så til, da den 32-årige mand forulykkede.

- Vi har rådgivet dem om at søge eksperthjælp efter hændelsen, oplyser vagtchefen.

Padborg Park blev åbnet i 2003 på Kruså-Padborg Flyveplads' arealer. 

Racerbanen er 2.150 meter lang. 

Powered by Labrador CMS