Grantoften energirenoveres for millioner

Grantoften i Ballerup vil fra september og to år frem gennemgå en større energirenovering.
Udgivet Opdateret

NCC Construction skal energirenovere ejendommen Grantoften i Ballerup til en værdi af godt 187 millioner kroner. Renoveringen starter 1. september og forventes afsluttet om to år.

Grantoften i Ballerup vil fra september og to år frem gennemgå en større energirenovering.

Renoveringen udføres af entreprenøren NCC Construction for Ballerup almene boligselvskab v. DAB og omfatter renovering af bebyggelsens tre otte-etagers blokke – i alt 838 boliger.

– Vi glæder os over, at vi har vundet sagen, hvor vi bl.a. skal etablere rejste tage, vi skal efterisolere, facaderne skal renoveres og efterisoleres, og nogle steder skal vi installere ny facadebeklædning og nye vinduer. Derudover skal vi også etablere et ventilations- og varmegenvindingsanlæg samt et solcelleanlæg. Så der er tale om en omfattende renovering, og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet, fortæller projektchef i NCC, Brian Hasfeldt.

Også Grantoftens udendørs-arealer vil gennemgå en renovering. Indgangspartier renoveres, p-pladser får ny belægning, og udendørsarealerne får ny beplantning, inventar og belysning.

Powered by Labrador CMS