Nu er mistænkt forlovet bekræftet død

De ligdele, som er blevet fundet i Florida, tilhører Brian Laundrie. Han er mistænkt for at have myrdet sin forlovede

Fundne ligdele tilhører Brian Laundrie, som er mistænkt for at have dræbt sin forlovede, Gabby Petito.
Fundne ligdele tilhører Brian Laundrie, som er mistænkt for at have dræbt sin forlovede, Gabby Petito.
Udgivet Opdateret

Der er fundet ligdele af Brian Laundrie, hvis forlovede, Gabby Petito, blev fundet dræbt i september.

Ligdele, som onsdag blev fundet i vildmarken i den amerikanske delstat Florida, stammer som ventet fra 23-årige Brian Laundrie.

Det bekræfter FBI torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Jagtet af politiet 

Amerikanske myndigheder har været på jagt efter Laundrie, siden at hans 22-årige forlovede, rejsebloggeren Gabby Petito, blev fundet dræbt i midten af september.

En talsperson for North Port Police fortæller til det amerikanske medie NBC News, at der er tale om et "skelet" efter Brian Laundrie.

Laundrie har været mål for en omfattende menneskejagt.

Onsdag fandt efterforskere, hvad der så ud til at være ligdele sammen med personlige ejendele, blandt andet en rygsæk og en notesblok, tilhørende Brian Laundrie.

- Disse genstande blev fundet i et område, der indtil for nylig havde stået under vand, fortalte FBI-agenten Michael McPherson til NBC News onsdag.

Blev kvalt med hænderne 

Gabby Petito blev 19. september fundet i en skov i delstaten Wyoming. En retsmediciner har fastslået, at hun døde af "strangulering med hænderne".

Det unge kærestepar var på roadtrip tværs gennem USA, inden Brian Laundrie 1. september vendte hjem til sine forældre i North Port i Florida uden sin forlovede. Parret boede sammen hos Laundries forældre.

Forældrene oplyste senere, at Laundrie tog på vandretur i midten af september og ikke var vendt tilbage siden.

Voldsomt skænderi

Gabby Petito dokumenterede parrets rejse gennem blandt andet Kansas, Colorado og Utah via billeder og videoer på sociale medier.

Hendes sidste opslag var på Instagram 25. august. Det var også den sidste dag, hvor hun talte i telefon med sin mor.

Politiet i Utah offentliggjorde i september en video fra et møde med Petito og Laundrie den 12. august. Her beskriver Gabby Petito over for betjente et voldsomt skænderi, som kæresteparret havde haft tidligere på dagen.

Powered by Labrador CMS