Næsten tre ton ulovlig tobak fundet

Hos en enkelt virksomhed har Skattestyrelsen beslaglagt svimlende 2800 kilo ulovlig tobak.

Beslaglagt vandpibetobak, der ikke er betalt afgift af. Foto: Skattestyrelsen
Udgivet Opdateret

For nylig var Sydøstjyllands Politi og Skattestyrelsen på uanmeldt besøg hos en virksomhed i Vejleområdet, der slet ikke var registreret. Det var der så nok en god grund til, den ikke var.

I en pressemeddelelse kan man nemlig læse, at der på stedet blev beslaglagt svimlende 2821 kilogram vandpibetobak, der ikke er betalt afgift af. Det opgør Skattestyrelsen til at være en manglende afgift på cirka 3,6 millioner kroner.

– Det her er det største beslag vandpibetobak i cirka fem år fra en enkelt virksomhed, der producerer varerne i Danmark, og det viser jo, at der er god grund til, at det er et område, vi fortsat har meget fokus på, siger Anne Sofie Hedemann, der er underdirektør for afgiftsområdet i Erhverv i Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har de senere år haft et styrket fokus på vandpibetobak og har sammenlagt i 2018 og 2019 været på 230 kontroller og i forbindelse med kontrollerne udsendt regninger for cirka 9,3 millioner kroner i ubetalte afgifter.

Således kan den hurtige også regne ud, at beslaget ved denne ene kontrol i Vejleområdet er massivt stort. Det udgør cirka en tredjedel af det samlede beslag for 2018 og 2019 – sammenlagt efter de i alt 230 kontroller.

Uanmeldt eller ej

Skattestyrelsens kontroller, når det gælder vandpibetobak, sker både som uanmeldte kontroller i vandpibetobakscafeer, kiosker, på lagre og på adresser, hvor styrelsen får anmeldelser om, at der sælges eller nydes vandpibetobak. I dette tilfælde var kontrollen foranlediget af et tip fra Toldstyrelsen.

– Vi går selvfølgelig også på kontroller på adresser, hvor vi har mistanke om, at der drives uregistreret fremstilling af vandpibetobak, som tilfældet var her i Vejleområdet. Vi vil nu gå i gang med at opkræve de manglende afgifter, siger Anne Sofie Hedemann.

I Danmark skal man ifølge tobaksafgiftsloven være registreret virksomhed, hvis man fremstiller eller sælger tobaksprodukter, som eksempelvis vandpibetobak. Når der er tale om uregistreret virksomhed, altså fremstilling udenfor lovens rammer, foretager Skattestyrelsen beslaglæggelse af de varer, som befinder sig i de lokaler, hvor fremstillingen foregår.

Powered by Labrador CMS