Offer for knivstikkeri er stabil

En 30-årig mand var i kritisk tilstand efter knivstikkeri i Nykøbing Sjælland. Han meldes nu stabil

Udgivet Opdateret

To mænd blev fredag aften anholdt efter et knivstikkeri i Nykøbing Sjælland.

Den ene af de to mænd er natten til lørdag blevet løsladt igen, mens den anden er blevet sigtet for forsøg på manddrab.

Det fortæller vagtchef Henrik Olesen, Midt- og Vestsjællands Politi, tidligt lørdag morgen til Ritzau.

Offeret, en 30-årig mand, har været i kritisk tilstand, men er nu stabil, oplyser vagtchefen. Han blev ramt på overkroppen og er indlagt på Rigshospitalet i København.

Kendte offeret

Ifølge vagtchefen kendte offeret de mænd, der efterfølgende blev anholdt.

Anmeldelsen indløb klokken 19.40 fredag aften på en privat adresse i Nykøbing Sjælland.

Politiet kunne natten til lørdag ikke komme nærmere ind på omstændighederne omkring knivstikkeriet.

Oppe at slås

Fredag aften fortalte vagtchef Thomas Hartman til Ekstra Bladet, at flere personer havde været oppe og slås, og at der også var en kniv involveret.

Efter anmeldelsen sendte politiet flere patruljer til centrum i Nykøbing Sjælland. Her lykkedes det at anholde en enkelt formodet gerningsmand. Senere på aftenen blev endnu en mistænkt anholdt.

De to anholdte er 22 år og 43 år.

Den ene af to anholdte efter knivstikkeri i Nykøbing Sjælland fredag aften er blevet løsladt igen.
Den ene af to anholdte efter knivstikkeri i Nykøbing Sjælland fredag aften er blevet løsladt igen.

Skal for en dommer

Det er den 43-årige mand, der er blevet løsladt.

Den 22-årige skal ifølge politiet for en dommer i løbet af lørdagen med henblik på varetægtsfængsling.

Powered by Labrador CMS