Overfald ryster Hjem IS-direktør

Kim Gade Pedersen begriber ikke, at en mand blev så ophidset over klokkens ringen, at han tyrede en sten mod en Hjem Is-bil

Klokkens ringen blev 'for meget' for en 56-årig mand, som kylede en stor sten mod forruden på en Hjem Is-bil.
Klokkens ringen blev "for meget" for en 56-årig mand, som kylede en stor sten mod forruden på en Hjem Is-bil.
Udgivet Opdateret

- Det var en grim oplevelse for chaufføren, siger Kim Gade Pedersen, som er direktør i Premier Is. 

En Hjem-Is chauffør var forleden udsat for et overfald i Randers, da han som sædvanlig ringede med sin klokke i bilen for at gøre opmærksom på, at der var udsigt til is. 

En 56-årig mand blev så gal, at han kastede en stor belægningssten mod forruden i førersiden. 

- Det er en rigtig træls episode. Det er forfærdeligt, at vores chauffører skal udsættes for overfald i arbejdstiden, påpeger Kim Gade Pedersen over for Newsbreak.dk. 

Chaufføren har det godt

Kim Gade Pedersen har ikke talt med chaufføren - kun med chaufførens chef. 

- Jeg har fået oplyst, at han har det godt og var tilbage på arbejde i går, fortæller Hjem Is-direktøren og tilføjer: 

- Men jeg kunne da forestille mig, at det var en chokerende oplevelse.

Direktøren i Premier Is overtog Hjem-Is tilbage i 2017. Han har aldrig hørt om, at chauffører har været ude for lignende ubehagelige episoder. 

- Man kan da godt undre sig over, at nogen hidser sig sådan op over en ringende klokke, siger Kim Gade Pedersen. 

Ikke ude på at genere nogen

Faktisk er det bestemt ikke første gang, at klokkens ringen har vakt irritation.

- Hvis folk bliver irriterede over det, så kontakter de os ofte. Så noterer vi adressen. Vi er ikke ude på at genere nogen, så vi prøver at tage de hensyn, som giver mening, fortæller Kim Gade Pedersen. 

- Vi er kun interesserede i at glæde vores kunder med is, fortsætter han. 

Blev "for meget" for manden

Chaufføren kom kørende fredag aften ad Elsdyrvej i Randers med lav hastighed, da han fik kylet en sten mod sin Hjem-Is-bil.

Den 56-årige mand blev efterfølgende anholdt af politiet på sin bopæl i nærheden.

Manden forklarede politiet, at han føler sig forstyrret, når Hjem-Is-bilen ringer med klokken på vejen.

Denne aften var det blevet ”for meget” for ham, så han løb ud på vejen og kastede stenen mod bilen.

Nu er han sigtet for at have forvoldt fare for liv og førlighed mod bilens chauffør. Den paragraf i Straffeloven har en straframme på op til otte år.

Straffelovens § 252

Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Stk. 2 På samme måde straffes den, der på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.

Stk. 3 Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2.

Powered by Labrador CMS