Skatteminister slår ned på spillehaller

Sort arbejde og systematisk svindel med velgørende midler på landets spillehaller skal stoppes. Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Udgivet Opdateret

Sort arbejde og systematisk svindel med velgørende midler på landets spillehaller skal stoppes, mener skatteminister Benny Engelbrecht ifølge Politiken.

Ministeren vil blandt andet lukke spillehallerne om natten for at forhindre sort arbejde og afskaffe skatterabatten på de penge, spillehallernes giver til velgørende formål.

Spillehallerne kan i dag slippe for skat på 95 procent af det beløb, de sender til lokale idrætsklubber, og musikforeninger, men flere kontrolbesøg og TV2-programmet Operation X har afsløret, at spillehallernes ejere selv beholder de velgørende midler.

»Der er tale om så omfattende snyd og bedrag, at kontrol ikke er nok i denne branche, derfor ser jeg ikke andre udveje end at tage den store hammer i brug,« siger Benny Engelbrecht, der understreger, at indgrebet ikke betyder, at foreningerne mister tilskuddet fra spillehallerne.

Det skal være statens egne fonde og puljer, som fordeler de penge, der kommer i statskassen i form af skatter og afgifter fra landets omkring 1.300 spillehaller, skriver Politiken.

Powered by Labrador CMS