Politichef: Flere dræbte og sårede ved angrebet

For tidligt at sige, om der er tale om en terror-handling

Betjente i aktion.
Betjente i aktion.
Udgivet Opdateret

Politiet bekræfter nu officielt på et pressemøde, at der er flere dræbte og sårede ved angrebet i Kongsberg i Norge.

Politichef Øyvind Aaas ønsker ikke at sætte tal på hvor mange, der er dræbt.

Han oplyser, at politiet fik en anmeldelse klokken 18.13, hvor det blev oplyst, at en mand gik rundt i byen med bue og pil og skød mod folk.

- Klokken 18.47 pågreb politiet manden, som nu er anbragt i arresten. 

Ganske uoverskueligt

Politichef Øyvind Aaas siger, at det endnu er for tidligt at sige, om der er tale om en terror-handling.

- Situationen er ganske uoverskuelig lige nu, oplyser Politichef Øyvind Aaas.

Politichefen vil ikke oplyse nærmere om den anholdte gerningsmand.

Medie: Fire dræbte

Netavisen vg.no oplyser, at der er fire dræbte. Men det er altså ikke officielt bekræftet. Det kan muligvis skyldes, at de pårørende endnu ikke er underrettet. Det kan også skyldes, at politiet reelt ikke har fuldt overblik over situationen endnu.

Ingen betjente er angiveligt kommet noget til under anholdelsen.

Politichef Øyvind Aaas oplyser også, at der er flere gerningssteder i byen. Det er med til at udløse et stort efterforskningsarbejde.

Et stort antal betjente forventes at blive sat ind i efterforskningen af både gerningssteder og gerningsmandens baggrund og motiv.

Ved 22-tiden var en stor del af bymidten i Kongsberg fortsat afspærret af hensyn til efterforskningen og for at sikre spor på de enkelte gerningssteder.

Powered by Labrador CMS