Sætter hårdt ind mod banderne

Politiet sætter nu mere ind for at stoppe den organiserede kriminalitet i byen

Banderpakkerne kommer endnu engang i spil, og nu skal der lægges pres på de kriminelle i en by
Udgivet Opdateret

Politiet sætter nu flere kræfter i spil for at kommer banderne til livs i Esbjerg. 

Efter slagsmålet tirsdag den 7. august 2021 på Præstebakken, hvor to unge mænd blev stukket med kniv, øger Syd- og Sønderjyllands Politi presset mod bandegrupperingerne.

Der for tager politikredsen en række værktøjer fra blandt andet Bandepakkerne i brug.

Rivaliserende bander

- Vi efterforsker fortsat intensivt med henblik på at få belyst de nærmere omstændigheder i forbindelse med knivstikkerierne, hvor de to unge mænd kom alvorligt til skade. Og det er både vores og Rigspolitiets vurdering, at der er en konflikt mellem rivaliserende bander i Esbjerg, siger politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi og fortsætter: 

- På den baggrund øger vi presset mod bandemiljøet, blandt andet gennem øget præventiv- og tryghedsskabende patruljering med henblik på at sikre borgernes tryghed, understreger politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Styrket efterforskning

Bandepakkerne er til for at øge trygheden og holde rockere og bandemedlemmer væk fra gaderne.

Blandt tiltagene er styrket mulighed for efterforskning, mulighed for at kunne øge straffen med indtil det dobbelte, indførelse af opholdsforbud som et led i straffen, og strammere regler i forbindelse med afsoning.

Personer, der er dømt for bandekriminalitet, kan således udelukkende blive prøveløsladt, hvis de deltager i et exit-forløb.

Stort fokus

Det er desuden en betingelse, at personerne fortsætter i exitforløbet efter endt prøveløsladelse. Syd- og Sønderjyllands Politi kan desuden – på baggrund af bestemmelserne i politiloven – indføre en visitationszone, hvis behovet giver anledning hertil. 

Dette skete senest i andet halvår af 2018 på grund af en konflikt i bandemiljøet i Esbjerg, og politiet havde gode erfaringer med resultaterne af denne indsats.

Ud over værktøjerne i bandepakkerne har politikredsen i forvejen særligt dedikerede efterforskere og patruljer, der har vedvarende fokus på personer i bandemiljøet og bandemedlemmernes udøvelse af kriminalitet.

Powered by Labrador CMS