Sigtes for vanvidskørsel og uagtsomt manddrab

En 16-årig dreng mistede i sommer livet i ulykke ved Silkeborg. 22-årig mand sigtet

Udgivet Opdateret

En 22-årig mand var selv i livsfare, da han sammen med en 16-årig dreng var involveret i en soloulykke i Silkeborg i sommer.

Mens han overlevede ulykken, omkom den 16-årige.

Onsdag bliver den 22-årige stillet for en dommer ved et grundlovsforhør ved Retten i Viborg. 

Sigtelsen lyder på vanvidskørsel og uagtsomt manddrab. 

Ramte træer

Ulykken skete 29. juni.

- Der er tale om en soloulykke, hvor man mister herredømmet over bilen i en kurve og ryger af vejen og ind i nogle træer, fortalte Lars Even, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Vidner havde forinden set bilen komme kørende med høj hastighed.

Døde på stedet

Den 16-årige omkom på stedet, mens den 22-årige blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby i kritisk tilstand.

I bilen sad kun de to personer.

Fakta

Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:

– Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
– Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
– Særlig hensynsløs kørsel
– Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel over 100 km i timen
– Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover
– Spirituskørsel med en promille over 2,00

 

Udvalgte strafskærpelser for vanvidskørsel efter straffeloven – i kraft 1. marts 2021

  • Strafniveauet skærpes med 50 % for forsætligt at volde fare for andres liv eller førlighed i forbindelse med færdselslovsovertrædelser.
    • Strafniveauet skærpes med 50 % for flugtbilisme.
    • Strafniveauet for chikanøs kørsel er skærpet fra bøde til fængsel. Chikane kørsel vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.

 

Udvalgte strafskærpelser for vanvidskørsel efter færdselsloven – i kraft 31. marts 2021

  • Kap- og væddeløbskørsel er skærpet fra bøde til fængsel. Kap- og væddeløbskørsel vil som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.
    • Skærpelse af straffen til fængsel for de groveste hastighedsforseelser,
    – dvs. hvor hastigheden er 200 km i timen eller derover, eller
    – mere end 100 pct. for hurtigt, hvis hastigheden er mere end 100 km i timen.
    Overtrædelserne vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af
    førerretten i minimum 3 år.

Kilde: Fyns Politi

Politiet fik anmeldelsen om ulykken, der fandt sted på Platanvej i Silkeborg, om aftenen 29. juni klokken 21.39.

Det er ikke oplyst, hvordan den 22-årige forholder sig til sigtelsen.

Om aftenen 29. juni kørte en bil med to personer galt i Silkeborg. En 16-årig mistede livet på stedet, mens en 22-årig kom alvorligt til skade. Sidstnævnte er nu sigtet for vanvidskørsel og uagtsomt manddrab. (Arkivfoto)
Om aftenen 29. juni kørte en bil med to personer galt i Silkeborg. En 16-årig mistede livet på stedet, mens en 22-årig kom alvorligt til skade. Sidstnævnte er nu sigtet for vanvidskørsel og uagtsomt manddrab. (Arkivfoto)
Powered by Labrador CMS