Sigtet: Dræbte teenager i bolig

Politiet har sigtet en 40-årig mand for drabet på en 19-årig mand

Udgivet Opdateret

En 19-årig mand er blevet dræbt i Vellerup i Hornsherred, og en formodet gerningsmand er anholdt i sagen.

Det oplyser vagtchef Jakob Tofte fra Nordsjællands Politi.

- Den 19-årige mand blev erklæret død klokken 05.04. Vi har anholdt en mistænkt person.

- Vi er på stedet og i gang med en masse undersøgelser, men indtil videre kan vi ikke sige noget om de nærmere omstændigheder, eller hvad der ligger til grund for drabet, siger vagtchefen onsdag morgen.

Dræbt i bolig

Ifølge vagtchefen skulle drabet være sket i en bolig.

Personen, der er sigtet for drabet, blev anholdt kort efter klokken 05.

Der er tale om en mand omkring 40 år, fortæller politikommissær Jakob Rahbek, Nordsjællands Politi, der er leder af efterforskningen i drabssagen.

Han oplyser ikke, hvordan politiet blev varslet om, hvad der var sket. Ifølge B.T. fik politiet anmeldelsen omkring klokken 04.30 natten til onsdag.

En 40-årig mand er blevet anholdt og sigtet for drab.
En 40-årig mand er blevet anholdt og sigtet for drab.

Jakob Rahbek ønsker ikke at komme ind på, hvordan den dræbte og den sigtede kendte hinanden.

Heller ikke hvordan, hvornår og hvor drabet præcist skulle være sket, kan han sige noget om.

Der har dog været håndgemæng mellem nogle personer, fortæller politikommissæren, som ikke vil uddybe, hvad det nærmere bestemt betyder.

Grundlovsforhør onsdag

Den sigtede skal efter planen fremstilles i et grundlovsforhør onsdag, hvor en anklager vil kræve manden varetægtsfængslet for drab, mens efterforskningen fortsætter.

Det er dog endnu uvist, hvornår fremstillingen sker.

Politiet er onsdag morgen til stede i området, hvor det håber at træffe personer, der har set eller hørt noget, der kunne have relation til sagen. Nærmere bestemt noget mellem klokken 02 og 04.30.

- Vi er interesserede i, at folk henvender sig. Om det er, fordi man har hørt råben eller skrigen, eller om man decideret har set noget, siger Jakob Rahbek.

Drabet er sket i området Hybenvænget i Vellerup, der hører under postnummeret for Skibby.

Det er et område med en del sommerhuse, og derfor vurderer politikommissæren, at der kan have været nogle, som har oplevet noget i nat.

Politiet er massivt til stede i området
Politiet er massivt til stede i området
Powered by Labrador CMS