Sigtet efter dødsulykke

Liget af besætningsmedlem bjærget på "Karin Høj", som kæntrede efter kollision med britisk skib

Udgivet Opdateret

En af de to savnede sømænd efter et sammenstød mellem to skibe i Østersøen nær Bornholm er omkommet.

Det oplyser politiet mandag eftermiddag ifølge svenske medier.

Personen blev fundet i skroget på det danske fartøj "Karin Høj", har den svenske søfartsstyrelse oplyst.

Den anden savnede person er endnu ikke lokaliseret.

En talsperson i svensk politi siger til mediet SVT, at den omkomne ikke er identificeret, og at de pårørende ikke er underrettet.

Ulykken skete, da "Karin Høj" cirka klokken 03.30 natten til mandag kolliderede med det større britiske skib "Scot Carrier" i farvandet mellem Ystad og Bornholm.

Mistanke om spritsejlads

Den svenske kystvagt har mistanke om, at alkohol kan have spillet en rolle i forbindelse med ulykken.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som blev udsendt tidligere mandag.

Dykkere arbejdede mandag på det kæntrede danske fartøj 'Karin Høj' efter en ulykke i Østersøen. Foto: Johan Nilsson / TT kod 50090.
Dykkere arbejdede mandag på det kæntrede danske fartøj "Karin Høj" efter en ulykke i Østersøen. Foto: Johan Nilsson / TT kod 50090.

To søfolk fra "Scot Carrier" er blevet frihedsberøvet, oplyser den svenske anklagemyndighed.

Der er tale om en kroatisk statsborger i 50'erne og en britisk statsborger, som er født i 1991.

Mistanken handler blandt andet om spiritusejlads og om uagtsomt manddrab, fremgår det af en meddelelse fra den svenske anklagemyndighed i Malmø.

Det danske fartøj er en såkaldt selvsejlende pram og var på vej fra Södertalje til Nykøbing Falster.

Det britiske skib forlod sidst en havn i Letland og havde kurs mod Montrose i Skotland.

I flere timer søgte helikoptere og flere skibe i området efter spor af de savnede på havoverfladen.

Senere indledte dykkere en undersøgelse af "Karin Høj", som lå med bunden i vejret.

Powered by Labrador CMS