Sigtet: Filmede og voldtog ved karneval

41-årig mand nægter sig skyldig i sag, hvor han er sigtet for voldtægt ved Aalborg Karneval

Udgivet Opdateret

En 41-årig mand fra Aalborg-området er blevet varetægtsfængslet i fire uger. 

Han er sigtet for voldtægt og blufærdighedskrænkelser ved Aalborg Karneval.

Det skriver Nordjyske.

Kunne ikke gøre modstand

Ifølge mediet drejer sigtelsen sig om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Det skulle have fundet sted i Kildeparken under karnevalet lørdag aften.

Kvinden var angiveligt beruset og ikke i stand til at modsætte sig voldtægten.

Filmede overgrebet

Derudover har manden videofilmet overgrebet på kvinden. 

En 41-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er blandt andet sigtet for at have begået voldtægt ved Aalborg Karneval lørdag. (Arkivfoto).
En 41-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er blandt andet sigtet for at have begået voldtægt ved Aalborg Karneval lørdag. (Arkivfoto).

Han skulle også have filmet to andre personer, mens de havde samleje i forbindelse med karnevalet.

 I begge tilfælde er der tale om blufærdighedskrænkelse, skriver Nordjyske.

Nægter sig skyldig

Den 41-årige mand blev varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.

Han nægter sig skyldig og har kæret afgørelsen, oplyser anklager Majbrit Bak fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Karnevalet i Aalborg er blevet afholdt siden 1983. Lørdag løb en af de tre hovedbegivenheder - Stjerneparaden - af stablen i Aalborgs gader.

Øget sikkerhed

Ifølge foreningen bag karnevalet er det i dag Nordeuropas største karneval.

Sikkerheden ved årets karneval var blevet øget. Det skete i kølvandet på fire anmeldelser om voldtægt ved sidste års karneval.

NORDJYLLANDS POLITI

Nordjyllands Politi dækker Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Jammerbugt, Vesthimmerlands, Mariagerfjord og Rebild kommuner.

Politikredsen beskæftiger cirka 850 medarbejdere – politifolk, jurister og administrativt ansatte – som døgnet rundt arbejder for, at Nordjylland skal være et sikkert og trygt sted at virke, bo og færdes.

Der bor godt 526.000 personer i alt i de nævnte kommuner (befolkningstal er pr. 1. kvartal 2020 og hentet hos Danmarks Statistik den 1. marts 2021).

Politistationer:

Nordjyllands Politi har også en landbetjent på Læsø og en afdeling ved Aalborg Lufthavn.

Kilde: Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi efterforsker desuden en anden anmeldelse om voldtægt ved dette års karneval. Sagen har ikke forbindelse den 41-årige mand, skriver Nordjyske.

Powered by Labrador CMS