Skoleleder efter voldsdom: Helt utilstedeligt

Tre 16-årige er torsdag dømt for vold på sidste skoledag

Skoleleder på Strandskolen i Risskov Morten Holck Jørgensen siger, at der kæmpes hårdt for, tingene ikke tager overhånd igen på en sidste skoledag.
Udgivet Opdateret

- Vi tager kraftigt afstand fra handlingen. Den er helt utilstedelig.

Sådan siger Morten Holck Jørgensen, skoleleder på Strandskolen i Risskov, efter tre elever torsdag ved Retten i Aarhus er dømt for vold på sidste skoledag.

De tre 16-årige drenge, der dengang gik i niende klasse, blev dømt for at have overfaldet to 15-årige drenge på sidste skoledag i 2021. 

- Vi har et kæmpe fokus på, det ikke sker igen, siger Morten Holck Jørgensen, til Newsbreak.dk.

Ifølge skolelederen er der iværksat en 'stor proces', der involverer lærere, elever, forældre og ledelse.

Blandt andet for, Strandskolens elever ikke har betænkeligheder ved at møde op på skolen.

- Selvfølgelig kan den massive omtale gøre eleverne utrygge, så nu skal vi have kommunikeret, hvordan vi kommer videre. Det skal være trygt at sende sit barn på Strandskolen. Også til sidste skoledag, siger Morten Holck Jørgensen.

Der kommer ikke umiddelbart et navn og ansigt bag et eventuelt ansvar for episoden.

Har I været jeres opgave voksen?

- Jeg kan kun gentage, hvad jeg tidligere har sagt. Men det er klart, det giver anledning til selvrefleksion, siger Morten Holck Jørgensen.

Betinget fængsel

To af drengene er blevet idømt 60 dagens betinget fængsel, mens den sidste er blevet idømt 30 dages betinget fængsel – alle med en prøvetid på et år.

- Retten har talt - og det har jeg fuldt tillid til, siger skolelederen.

Powered by Labrador CMS