Skuddræbt plantede granat ved Paludan-demo

Manden var tiltalt i en helt anden sag

Udgivet Opdateret

Natten til tirsdag blev en 21-årig mand skudt og dræbt i Herlev.

Han har tidligere været tiltalt for at efterlade en håndgranat på Blågårds Plads forud for en Rasmus Paludan-demonstration.

Det skriver TV2.

Sagen skulle have været for retten i marts 2022.

Ingen vil dog kommentere sagen over for TV2.

- Min klient har nægtet sig skyldig i anklagerne mod ham, men jeg har ikke yderligere, siger advokat Erbil Kaya, der skulle have repræsenteret den nu dræbte mand, til TV 2.

Den dengang 19-årige mand blev anholdt, men løsladt igen. Han stak herefter af til Irak. Han blev derfor efterlyst internationalt, skriver TV2.

To ramt af skud

Klokken 01.04 modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om, at en mand med en skudlæsion var indbragt til et hospital fra Ring 4 ved Krebsdammen i Herlev.

Der er tale om en 25-årig mand, som var ramt af skud i hovedet.

En hundepatrulje fandt ved tre-tiden på et grønt område ved Krebsdammen den 21-årige dræbt.

En person er dræbt under skuddramaet i Herlev.
En person er dræbt under skuddramaet i Herlev.

Politiet forbinder en sort stjålet Skoda Roomster med episoden og søger vidner, som har set den.

En 41-årig mand blev onsdag anholdt i sagen. Han er løsladt igen.

Skudepisoden natten til tirsdag var den fjerde over en periode på seks dage, hvor skyderier har udspillet sig i København og omegn.

I alt tre personer er døde efter de fire skyderier.

Powered by Labrador CMS