Slagsmål på værtshus tog alvorlig drejning
En 25-årig mand trak ifølge politiet en kniv, da han var i håndgemæng på værtshus i Thisted natten til lørdag
Et værtshusslagsmål i Thisted udviklede sig natten til lørdag til et knivstikkeri.
Det var to mænd på 25 og 28 år, som kom i håndgemæng.
- Den ene trækker en kniv og stikker den anden i maven, siger vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen klokken 01.40.
Kørt til behandling
Offeret var den 28-årige mand. Han er blevet kørt på hospitalet i Aalborg og er uden for livsfare.
Den 25-årige, der skal have ført kniven, har muligvis brækket hånden i forbindelse med slagsmålet.
Han fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Herning lørdag, hvor en dommer skal tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles.
DRABSFORSØG
Der dømmes kun efter straffelovens § 237, hvis det bliver tilstrækkeligt bevist, at gerningsmanden havde det fornødne forsæt/vilje til at begå drab.
Hvis en person forsøger at slå en anden person ihjel, men dette mislykkes, kan der rejses tiltale efter forsøg på overtrædelse af straffelovens § 237.
Forsætligt manddrab efter § 237 står i modsætning til det uagtsomme manddrab i straffelovens § 241.
