To anholdt efter skuddrama: En jagtes

Politiet advarer om, at de i morgen vil efterlyse den tredje mistænkte med navn og billede - hvis ikke han selv melder sig inden da

Udgivet Opdateret

To personer er blevet anholdt i forbindelse med et skyderi, mens politiet stadig leder efter en tredje mistænkt. 

Skyderiet fandt sted i Aalborg søndag aften, hvor en 33-årig mand blev såret.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Leder efter teenager 

De to anholdte er en 20-årig kvinde og en 18-årig mand. 

Politikommissær Lasse Kragh, der koordinerer efterforskningen, oplyser, at endnu en 18-årig mand er mistænkt i sagen, og opfordrer ham til at melde sig.

- Vores efterforskningsskridt i sagen gør, at denne tredje mistænkte i sagen ikke kan være i tvivl om, at vi leder intenst efter ham, siger han og fortsætter: 

- Og hvis han ikke melder sig selv til os, så kommer vi til at efterlyse ham i offentligheden med navn og billede i morgen. 

Intenst opgør i kriminelt miljø

Det er generelt småt med oplysningerne om skyderiet, men politiet oplyser, at der formentlig er tale om et opgør i Aalborgs kriminelle miljø.

- Vores undersøgelser gav os ret hurtigt den opfattelse af, at der var tale om et internt opgør i et kriminelt miljø - og det er stadig vores helt klare formodning, at det er det, der er tilfældet, lyder det. 

Den 33-årige mand blev ifølge politiet ramt af to skud og måtte til behandling på hospitalet. 

Mandens tilstand er stabil, lød det tidligere fra politiet. 

En 33-årig mand er såret, efter han blev ramt af to skud.
En 33-årig mand er såret, efter han blev ramt af to skud.

NORDJYLLANDS POLITI

Nordjyllands Politi dækker Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Jammerbugt, Vesthimmerlands, Mariagerfjord og Rebild kommuner.

Politikredsen beskæftiger cirka 850 medarbejdere – politifolk, jurister og administrativt ansatte – som døgnet rundt arbejder for, at Nordjylland skal være et sikkert og trygt sted at virke, bo og færdes.

Der bor godt 526.000 personer i alt i de nævnte kommuner (befolkningstal er pr. 1. kvartal 2020 og hentet hos Danmarks Statistik den 1. marts 2021).

Politistationer:

Nordjyllands Politi har også en landbetjent på Læsø og en afdeling ved Aalborg Lufthavn.

Kilde: Nordjyllands Politi
Powered by Labrador CMS