Tragisk ulykke: Seks-årig dreng død

Det er endnu ikke slået endeligt fast, hvordan ulykken skete

Det var her i Hørsholm Idrætspark ulykken skete.
Det var her i Hørsholm Idrætspark ulykken skete.
Udgivet Opdateret

En seksårig dreng har lørdag mistet livet i en ulykke ved Hørsholm i Nordsjælland.

Det bekræfter vagtchef Jakob Tofte fra Nordsjællands Politi.

- Det tyder på, at han er død i forbindelse med et uheld, da en hoppeborg skulle pakkes sammen, siger han.

Politiet fik klokken 14 en anmeldelse om, at den seksårige var væk, og derfor rykkede de ud til området ved Hørsholm Hallen for at hjælpe med at lede efter ham.

Da den seksårige bliver fundet, er han død, og ifølge vagtchefen er der intet, der tyder på, at der skulle være sket noget strafbart.

Årsag ikke fastlagt

Det er endnu ikke slået endeligt fast, hvordan ulykken skete.

Det arbejder politiet lørdag aften på at få klarlagt.

Drengens forældre er underrettet om dødsfaldet, og der er iværksat krisehjælp til både den seksårige drengs pårørende og nogle ansatte hos politiet.

Andre, der har været til stede, kan også få krisehjælp ved at ringe til 1813.

De første blomster er allerede blevet lagt og det første lys tændt for den seks-årige dreng.
De første blomster er allerede blevet lagt og det første lys tændt for den seks-årige dreng.

Kommune bekræfter

Hørsholm Kommunes hjemmeside bliver ulykken også bekræftet.

Kommunen skriver følgende meddelelse på hjemmesiden:

'En seks-årig dreng er ulykkeligvis omkommet lørdag eftermiddag d. 2. oktober under et floorball-arrangement i Hørsholm Hallen.

Der er ingen mistanke om, at der er foregået noget kriminelt. Alt tyder på, at der er tale om en tragisk ulykke. Hændelsen efterforskes fortsat af politiet. De pårørende er underrettet.

Der er stillet krisebistand til rådighed til de involverede. Forældre og børn som har været til stede ved arrangementet, har mulighed for at få psykologbistand ved at ringe 1813 (psykiatrisk skadestue) indenfor de første 24 timer. Herefter skal man kontakte egen læge.

Kommunen har for nuværende ikke yderligere kommentarer.'

Powered by Labrador CMS