Gennembrud i abe-mysterium

En mand er blevet sigtet for flere overtrædelser af dyrevelfærdsloven i forbindelse med sagen om den lille tamarin-abe fra Skødstrup

Her ses aben fra Skødstrup, da den stadig var i live. Foto: TV2 Østjylland.
Her ses aben fra Skødstrup, da den stadig var i live. Foto: TV2 Østjylland.

Citathistorie: TV2 Østjylland

Nu er der nyt i sagen om den lille tamarin-abe.

Sidst i maj løb en abe i kritisk tilstand frit rundt i Skødstrup nord for Aarhus, hvorefter den døde på dyrelæge Thomas Binger Jessens bord.

- Da den kommer ind, er den voldsomt underafkølet og meget kraftigt underernæret. Den er næsten lidt i koma og reagerer ikke på sine omgivelser. Den afgår ved døden mellem hænderne på os, fortalte han til TV2 Østjylland sidst i maj.

Men ingen vidste, hvor aben boede.

Randers Regnskov involveret

Randers Regnskov meldte sig på banen, da de hørte om sagen.

De havde nemlig fået et opkald fra en mand, der ville sælge to tamarin-aber to dagen inden, aben blev fundet.

- Vi blev kontaktet af en herre, der talte med accent, som spurgte, om vi var interesseret i to aber, fortalte Henrik Herold, som er direktør for Randers Regnskov.

Og de var overbevist om, at der var en sammenhæng mellem de to sager.

- Vi fik også tilsendt billeder af aberne på en telefon. Det er fuldstændig samme slags og samme art, siger han.

Mand sigtet i sagen

Og da Randers Regnskov senere på dagen ringede tilbage til manden, så var der også kun én abe tilbage.

De kontaktede politiet, som nu er kommet frem med nyt i sagen.

- Vi har foretaget en ransagning på en adresse i Aarhus-området, hvor den omtalte abe har opholdt sig. En person, der er bosiddende på denne adresse, er nu sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven og erkender forholdet. Konkret er manden sigtet for overtrædelse af dyreværnslovens § 3, der handler om groft uforsvarlig behandling af dyr, skriver Henrik Jensen, som er politikommissær og leder af politiets dyrevelfærdssektion til TV2 Østjylland.

Men der har versereret rygter om to aber i denne sag.

- Jeg kan i den forbindelse oplyse, at vores efterforskning har klarlagt, at der kun er tale om én abe. Efterforskningen viser også, at det ér den fritløbende abe, der blev budt til salg, skriver Henrik Jensen.

Aben bliver nu sendt til obduktion med henblik på at fastlægge dødsmåde og dødsårsag.

Powered by Labrador CMS