Vanvidsbilist fældet

Han drønede blandt andet over for rødt flere gange under en biljagt

Udgivet Opdateret

En 22-årig mand er blevet idømt 100 timers samfundstjeneste og en ubetinget frakendelse af førerretten i tre år. 

Sådan lød dommen, der blev afsagt ved Retten i Kolding mandag, ifølge Sydøstjyllands Politi.

Han er blandt andet dømt for vanvidskørsel, overtrædelse af knivloven og medvirken til falsk anmeldelse.

Kørte mod kørselsretningen

Den 22-årige mand blev blandt andet fundet skyldig i flere forhold, der fandt sted den 10. august 2021 på en strækning fra Jernbanegade i Fredericia til et stisystem i Hannerup Skov ved Hannerup Brovej i Fredericia. 

Her undlod den 22-årige blandt andet at efterkomme politiets anvisning om at stoppe, han kørte over for flere røde lys i høj fart, så flere biler måtte bremse eller undvige for at undgå sammenstød, og han kørte desuden mod kørselsretningen i minimum 100 meter. 

Det endte med, at manden stak af, da bilen var kørt fast i et skovområde i Hannerup Skov.

Løj for bilejer

Den unge mand blev også dømt for medvirken til falsk anmeldelse. 

Han kontaktede nemlig den kvindelige ejer af den bil, han kørte i den 10. august 2021, og oplyste hende om, at hendes bil var blevet stjålet. 

Det gjorde han for at få hende til at indgive en anmeldelse til politiet, hvilket lykkedes.

Den 22-årige henvendte sig selv til politiet i forbindelse med anmeldelsen om den stjålne bil, og i den forbindelse blev han anholdt og sigtet for kørselsforløbet.

Retten vil på et senere tidspunkt tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt bilen, som manden kørte i, skal konfiskeres.

Den 22-årige modtog dommen.

En 22-årig mand må ikke køre bil i tre år, efter han blandt andet er blevet dømt for vanvidskørsel.
En 22-årig mand må ikke køre bil i tre år, efter han blandt andet er blevet dømt for vanvidskørsel.
Powered by Labrador CMS