Vejr udfordrer søgning efter ulykke

Det er fortsat en eftersøgning, og der er håb om at finde folk i live efter jordskred i Ask, oplyser politi.

Der bliver brugt varmesøgende kameraer og droner til at lede efter mennesker i masserne. Også hunde er blevet brugt til at lede efter personer i området, rapporterer avisen Aftenposten. Foto: Terje Bendiksby/AFP
Udgivet Opdateret

Ti personer er fortsat savnet efter et jordskred onsdag morgen i byen Ask, nordøst for Norges hovedstad, Oslo.

Det oplyser norsk politi torsdag morgen ifølge den norske avis VG.

– Søgningen har været i gang gennem natten. Det er fortsat en redningsaktion, eftersom der er håb om at finde folk i live, siger indsatsleder Dag Andre Sylju torsdag morgen.

En anden indsatsleder, Roger Pettersen, har tidligere fortalt, at man forventer, at der er mennesker i området, man endnu ikke har fundet.

Dag Andre Sylju oplyser, at skreddet stadig er i bevægelse og siger, at det har været en hektisk nat for redningsmandskabet.

– Det har været en meget krævende nat – både med lysforhold og vejrforhold. Dele er sunket ned i masserne, og der er bygninger, som ligger helt på kanten, som man har forventet ville skride i løbet af natten, siger Dag Andre Sylju.

Ni bygninger ramt

I alt ni bygninger indeholdende 31 boliger og seks garagehuse er røget i jordskreddet.

Skredområdet er omkring 700 meter langt og 300 meter bredt ifølge VG.

Jordskreddet skete i de tidlige morgentimer onsdag. Det var først, da dagslyset kom onsdag morgen, at det fulde omfang af katastrofen begyndte at vise sig for redningsmandskabet.

Jordskreddet er sket i et område med en særlig type ler, som findes i blandt andet Norge, Sverige og Finland. Når den type ler bliver overbelastet, kan der forekomme jordskred, som tilfældet er i Ask.

Når leret bliver overbelastet, mister det nemlig sin styrke og flyder som væske, skriver avisen Aftenposten.

Savnet hund reddet

Der bliver brugt varmesøgende kameraer og droner til at lede efter mennesker i masserne. Også hunde er blevet brugt til at lede efter personer i området, rapporterer Aftenposten.

Den rapporterer også, at en savnet hund ved navn Zajka blev reddet i nat. Det blev fundet ved hjælp af en drone med varmesøgende kamera. Den blev reddet ud af skreddet natten til torsdag.

Indsatsleder Dag Andre Sylju oplyser, at det er “helt uaktuelt” at sætte mandskab ind til fods i selve krateret. Dertil er forholdene for farlige, forklarer han.

Ti personer er kommet til skade. I et af tilfældene er det alvorligt. 1000 personer er evakueret.

Blandt andet skulle et sygehus med coronapatienter evakueres, og det har gjort indsatsen ekstra krævende.

Powered by Labrador CMS