ANNONCE

Kriminelle forsøger at udnytte coronavirus

11. marts 2020 17:19 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Sundhedsstyrelsen har udsendt en advarsel.

Ukendte kriminelle forsøger for tiden at slå plat på covid-19, den coronavirus der er i udbrud verden over, og som gør fortsat flere danskere syge.

Sundhedsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at flere borgere har modtaget en besked via SMS eller mail, hvori der står, at Sundhedsstyrelsen har sendt dem digital post.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Beskeden indeholder et link, og klikker man på det, bliver man dirigeret til en falsk hjemmeside. Her vil man blive opfordret til at indtaste NemID-oplysninger, og gør man det, giver man bagmændene bag svindlen adgang til ens NemID.

Link kan snyde

Sundhedsstyrelsen skriver, at beskeden henviser til en hjemmeside, der ender på .net. Sundhedsstyrelsens rigtige hjemmeside hedder Sundhedsstyrelsen.dk, men det er her vigtigt at understrege, at man godt kan lave et link, der på overfladen går til Sundhedsstyrelsen.dk, men som i virkeligheden henviser til en anden hjemmeside:

Sundhedsstyrelsen.dk 

Ovenstående link går til Danmarks officielle hjemmeside for nyt om coronavirus, selvom linket altså på overfladen henviser til Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Det er derfor vigtigt, at man som borger altid er kritisk, når man modtager beskeder, der giver sig ud for at være fra det offentlige og ikke klikke på links i beskeder, man ikke stoler helt og holdent på.

Sundhedsstyrelsen skriver, at borgere, der eventuelt er blevet snydt af den falske besked, skal spærre deres nøglekort, kontakte deres bank og kontakte politiet, hvis de oplever, at deres oplysninger er blevet misbrugt.

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu