ANNONCE

Krise afværget: Øjner top seks

14. marts 2021 15:55 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Sønderjyske nedlægger AC Horsens med 2-0 i den bedste danske fodboldrække

Krise afværget: Øjner top seks
Marc Dal Hende (5) fra SønderjyskE har netop scoret til 2-0 i 3F Superliga-kampen mellem SønderjyskE og AC Horsens på Sydbank Park i Haderslev søndag den 14. marts 2021. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)

Efter seks kampe uden sejr slår SønderjyskE søndag AC Horsens med 2-0.

Forud for opgøret havde Sønderjyske ikke vundet i seks superligakampe, men klubben blev godt hjulpet på vej af to store målmandsfejl fra gæsternes Matej Delac i kampens indledning.

Begge fejl resulterede i scoringer til Sønderjyske, der kampen igennem holdt Horsens fra chancer og kørte en sikker sejr hjem.

Med sejren er klubben fra Haderslev fortsat i spil til en plads i top-6 inden sidste runde af grundspillet, hvor FC Nordsjælland er modstanderen på udebane.

Sønderjyske har 28 point, mens Horsens er sidst i Superligaen med 12 point.

I Horsens-målet kom Matej Delac i fokus fra kampens start. Gæsternes kroatiske keeper sparkede efter tre minutter bolden direkte op i hovedet på Sønderjyskes Anders K. Jacobsen, hvorefter den hoppede i mål.

Fakta

SønderjyskE

Sønderjyske Elitesport (SønderjyskE) blev dannet i 2004 som en overbygning mellem Haderslev FK og en række eliteklubber fra andre sportsgrene i det sønderjyske, herunder ishockeyklubben Vojens Ishockeyklub og kvindehåndboldklubben IK Sønderjylland.

Kort tid efter, i 2005, rykkede klubben op i Superligaen, men måtte allerede året efter tage turen ned i 1. Division igen.

Efter to års tilløb rykkede man i 2008 op i Superligaen igen, hvor SønderjyskE har været lige siden.

Klubben har siden bidt sig fast som en fast del af rækken, og har også spillet med i den sjovere ende af tabellen. Klubbens pokalskab kom for alvor i brug, da man i 2020 vandt pokalfinalen mod AaB.

SønderjyskE spiller deres hjemmekampe på Sydbank Park i Haderslev, der huser 10.100 tilskuere, heraf 5100 siddepladser.

Danmarksmesterskabet

Guld (0):

Sølv (1): 2016

Bronze (0):

Pokalturneringen

Guld (1): 2020

Sølv (0):

Kilder: soenderjyske.dk/Wikipedia

Sønderjyske-angriberen blev ramt så hårdt, at han måtte lade sig udskifte efter 12 minutter grundet et sløret blik.

Men inden da var den gal igen hos Delac. Han kom helt skidt ud til et langt indkast, og så scorede Marc Dal Hende til 2-0 i et tomt mål.

Usikkerheden hos Delac så Sønderjyske ud til at ville teste, for i løbet af første halvleg blev der sendt flere afslutninger af sted mod Horsens-keeperen, som dog diskede op med et par fine redninger.

I pausen skiftede Horsens en ekstra angriber ind, men gæsterne var fortsat ufarlige foran mål.

I stedet blev anden halvleg præget af mange dueller og frispark, og de mange stop i spillet blev kendetegnende for de sidste 45 minutter.

Til sidst stillede Sønderjyske sig dybt og forsvarede effektivt føringen, der aldrig var i fare.

Fakta

AC Horsens

AC Horsens – eller Alliance Club Horsens – blev grundlagt i 1994 som en sammenlægning af Horsens fs og FC Horsens.

Klubben rykkede første gang op i Superligaen i 2005, og har kæmpet brave kampe for at blive der siden. Oftest med held, men også med enkelte afstikkere til 1. Division.

AC Horsens har altid haft et af ligaens mindste spillerbudgetter og ofte har træneren været blandt holdets helt store profiler. Den tidligere landsholdskæmpe Kent Nielsen var træner fra 2001 til 2009, og Bo Henriksen bragte kolorit til ligaen som træner mellem 2014 og 2020.

AC Horsens er i øvrigt den eneste klub i ligaen, der aldrig har vundet metal. Horsens fS vandt dog en bronzemedalje i 1967.

Klubben spiller sine hjemmekampe på CASA Arena i Horsens, der huser 10.495 tilskuere. Heraf er 7500 siddepladser.

Danmarksmesterskabet

Guld (0):

Sølv (0):

Bronze (0):

Pokalturneringen

Guld (0):

Sølv (0):

Kilder: achorsens.dk/Wikipedia

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu