Kronede dage på sociale medier: Så populært er Kongehuset

23. april 2018 15:49 | Af: Jesper Werge, redaktion@newsbreak.dk

Folket elsker i bund og grund dronning Margrethe, prinserne og deres store familier. Og så er danskerne ret pjattede med at følge Kongehuset på Instagram, hvor efterhånden små 175.000 followers kigger med.

Kongehuset har kronede dage på Instagram – og har haft det, siden der den 31. maj 2016 blev lagt et portrætbillede op på Instagram.

Nu er der jo i sig selv ikke noget videre specielt over dét, for der hver eneste dag bliver lagt millioner af fotos op på det sociale medie.

Men lige i denne situation var det faktisk spektakulært, for netop dét billede varslede Kongehusets entré på Instagram.

Margrethe var motivet på det første billede

Billedet viser dronning Margrethe foran et kunstværk, der viser Amalienborg Slot. Du kan se billedet her (artiklen fortsætter under opslaget):


I teksten til Instagram-opslaget fortælles det endvidere, at det er kronprins Frederik, der er fotograf.

Billedet fik hele 8791 likes – og det var en rekord, som faktisk fik lov at blive stående i ret lang tid.

Vi har fundet de ti mest “likede” opslag

Siden det første opslag har Kongehuset delt over 600 billeder på Instagram, altså næsten et billede om dagen. I hvert tilfælde hvis vi trækker søndagene fra.

Newsbreak.dk har gennemgået den populære Instagram-konto for at finde frem til, hvilke ti billeder, der har været de mest populære.

Du kan se listen i galleriet over denne artikel – klik på det første foto for at sætte igang.

Vil være med, hvor danskerne er

I Kongehusets presseafdeling begrunder kommunikationschef Lene Balleby tilstedeværelsen på Instagram:

– Det er snart to år siden, at Kongehuset gik på de sociale medier Facebook og Instagram. Det gjorde vi, fordi vi ville være der, hvor danskerne er, forklarer Lene Balleby til Newsbreak.dk.

Ifølge hende er der meget, der tyder på, at danskerne er glade for Kongehusets nærmest daglige opdateringer.

– På Instagram vil vi – udover at fortælle om den kongelige families virke gennem billeder, videoer og Instagram-historier – også af og til dele  særlige øjeblikke, understreger kommunikationschefen.

Viser de kongelige i særlige situationer

– Det kan være et billede, som kronprinsen tager på Den Kinesiske Mur efter en løbetur sammen med en gruppe studerende. Eller det kan være en situation, hvor dronningen viser sit private julepynt frem i en julekalender på Kongehusets Instagram-profil.

Også på Facebook er det danske kongehus til stede – du kan finde profilen her.

Mere end 200.000 – altså en kende flere end på Instagram – følger de royales gøren og laden ad denne vej.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu