ANNONCE

Kronprinsen holder historisk tale i aften

4. maj 2021 20:31 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Haderslev mindes Befrielsen med lysfest, og i år er det anden gang siden 1950, at en kongelig holder tale

Kronprinsen holder historisk tale i aften
Kronprinsen markerer Befrielsen ved lysfest i Haderslev. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Tirsdag aften holder kronprins Frederik tale ved den årlige lysfest på Haderslev Kaserne.

Lysfesten markerer Danmarks befrielse 4. maj 1945 og er blevet afholdt hvert år siden 1950.

Ifølge TV Syd er det kun anden gang, at et medlem af kongefamilien indtager talerstolen ved begivenheden. Det skete første gang i 2016 med prins Joachim på talerstolen.

Lysfesten gennemføres fra klokken 22 til 22.30. Normalt samles tusindvis af mennesker på kasernepladsen, men som følge af coronapandemien holdes lysfesten i år som et lukket arrangement.

Chefen for Slesvigske Fodregiment, oberst Lars Mouritsen, kalder kronprinsens deltagelse for “en stor ære”.

– Det er helt unikt og tilfører en særlig dimension til dette års transmitterede lysfest, hvor publikum sidder derhjemme i stuerne og ikke er fysisk til stede på kasernen, lyder det i en pressemeddelelse.

Fakta

Blå bog: Danmarks kronprins

  • Navn: Frederik André Henrik Christian.
  • Alder: Født 26. maj 1968.
  • Ægteskab/familie: 14. maj 2004 gift med Mary Donaldson. Far til prins Christian (født 2005), prinsesse Isabella (født 2007), tvillingerne prinsesse Josephine og prins Vincent (født 2011).
  • Uddannelse: Nysproglig student 1986, studier i statskundskab ved Harvard University, USA, 1992-93, cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet 1995.
  • Erhvervsbaggrund: Den danske FN-mission i New York 1994, 1. ambassadesekretær på den danske ambassade i Paris 1998-1999.
  • Militærkarriere: Menig ved livgarden, tjeneste i frømandskorpset, fra 2015 kontreadmiral i søværnet og generalmajor i hæren og flyvevåbnet.
  • Sport: Kapsejler i bådklasserne drage og Farr 40. Flere gange deltaget i DM og VM i dragesejlads. Løbet flere maratonløb og desuden gennemført langrendsløbet Vasaløbet.
  • I 2009 valgt ind i Den Internationale Olympiske Komité, IOC. Genvalgt til en ny otteårig periode i 2017.

Kilde: Kendte.dk

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu