Afviser Amber Heards ønske

Afgørelse i sag mellem det tidligere skuespillerpar Amber Heard og Johnny Depp står ved magt ifølge dommer

Udgivet Opdateret

En retssag mellem skuespillerne Amber Heard og Johnny Depp kommer ikke til at gå om.

En dommer i den amerikanske delstat Virginia har onsdag afvist en anmodning fra Amber Heards advokater om at erklære retssagen for ugyldig, fordi en af nævningene ifølge advokaterne blev skiftet ud uden deres vidende.

Dommer Penny Azcarate fastslår, at "der var ingen beviser på snyd eller forseelser" fra nævningens side, og at nævningetingets afgørelse står fast.

Heard har dog fortsat mulighed for at anke dommen.

Amber Heards ønske afvises.
Amber Heards ønske afvises.

Sagsøgte ekskone

Amber Heard, der tidligere var gift med Johnny Depp, blev i juni af nævningetinget dømt til at betale Depp 15 millioner dollar i erstatning for at have ærekrænket ham. Det svarer til cirka 110 millioner kroner.

Det var Johnny Depp, der først sagsøgte sin ekskone for 50 millioner dollar og anklagede hende for injurier.

Årsagen er, at hun i 2018 skrev en klumme, hvor hun beskrev sig selv som en offentlig person, der har oplevet mishandling i hjemmet.

36-årige Amber Heard nævnte ikke Johnny Depps navn i klummen, der blev bragt i avisen The Washington Post. 

Hun sagsøgte efterfølgende Depp for 100 millioner dollar for at kalde hende en løgner.

Nævningetinget skulle tage stilling til begge søgsmål og tildelte også Amber Heard to millioner dollar i hendes kontrasøgsmål.

Skilt i 2017

Retssagen tiltrak sig stor opmærksomhed i de seks uger, den stod på. En stor del af vidneudsagnene havde fokus på Amber Heards påstand om, at Johnny Depp havde begået fysiske og seksuelle overgreb mod hende.

Depp, der især er kendt for sin hovedrolle i "Pirates of the Caribbean"-filmene, afviste under retssagen beskyldningerne og hævdede, at Heard havde begået overgreb mod ham.

Parret blev skilt i 2017 efter mindre end to års ægteskab.

Powered by Labrador CMS