- Giv ham hans navn tilbage

Afgørelsens timer nærmer sig i retssag mellem Johnny Depp og Amber Heard. Votering genoptages på tirsdag

Udgivet Opdateret

En profileret retssag mellem skuespillerne Johnny Depp og Amber Heard er fredag gået ind i den afsluttende og afgørende fase.

Det sker efter seks ugers retssag, hvor Depp og Heard skiftevis har beskyldt hinanden for at have været voldelige i deres tidligere forhold.

Fredag har det tidligere ægtepars respektive advokater givet deres afsluttende bemærkninger i retssalen i Fairfax i Virginia.

- Hr. Depp er ikke nogen helgen, og han har aldrig påstået at være en.

Ingen helgen

- Han har kæmpet med stoffer og alkohol. Men han er ikke nogen voldelig mishandler, siger Depps advokat Benjamin Chew.

Nu er det op til nævningetinget at nå til enighed om en afgørelse.

Men det sker tidligst i næste uge. Efter to timers votering fredag blev det besluttet at udsætte voteringen, som bliver genoptaget på tirsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Johnny Depp har sagsøgt sin ekskone for 50 millioner dollar og anklaget hende for injurier, fordi hun i 2018 skrev en klumme, hvor hun beskrev sig selv som en offentlig person, der har oplevet misbrug i hjemmet.

- Hun har løjet

Amber Heard nævnte ikke Johnny Depps navn i klummen, der blev bragt i avisen The Washington Post. Skuespillerinden har omvendt sagsøgt sin eksmand for 100 millioner dollar for at kalde hende en løgner.

Fredag hævder Depps advokater, at Heard har løjet om misbruget.

- Vi beder jer, vi bønfalder jer om at give ham hans navn, hans omdømme og hans karriere tilbage, siger Benjamin Chew i retten.

- Den sande Depp

Amber Heards advokat minder i sine afsluttende bemærkninger juryen om nogle af de tekstbeskeder, som Depp har sendt til venner eller kolleger.

Depp kalder i en af dem Heard for en "beskidt luder".

- Det her giver et blik ind i USA's yndlingspirats hjerte og sind, siger Heards advokat Benjamin Rottenborn og fortsætter:

- Det her er den sande Johnny Depp.

Udskiftet og pauset

Heards advokat minder samtidig juryen om, at Heard med sin klumme blot benyttede den ytringsfrihed, som hun forfatningsmæssigt har ret til.

Johnny Depp, der engang var blandt de største stjerner i Hollywood, har tidligere sagt, at retssagen har kostet ham "alt".

En ny "Pirates of the Caribbean"-film er blevet sat på pause, og i filmserien "Fantastiske skabninger" blev Depp udskiftet med danske Mads Mikkelsen.

Johnny Depp og Amber Heard har beskyldt hinanden for at have været voldelige i deres tidligere forhold.
Johnny Depp og Amber Heard har beskyldt hinanden for at have været voldelige i deres tidligere forhold.

JOHNNY DEPP

John Christopher Depp II (født den 9. juni 1963 i Owensboro, Kentucky, USA) er en amerikansk skuespiller, der er kendt for sine roller som lidt småskøre og excentriske figurer, som hovedpersonen i fx Sweeney Todd: Den djævelske barber fra Fleet Street, Jack Sparrow i Pirates of the Caribbean-quadrilogien og som Willy Wonka i Charlie og chokoladefabrikken. 

Han har samarbejdet meget med instruktør og nære ven, Tim Burton i otte film: Edward Saksehånd (1990), Ed Wood (1994), Sleepy Hollow (1999), Charlie og chokoladefabrikken (2005), Corpse Bride (2005) Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street (2007) Alice in Wonderland (2010) og Dark Shadows (2012). 

Depp har også modtaget ros for sit skuespil af virkeligt-levende personer såsom Edward D. Wood jr., Jospeh Pistone og George Jung. 

Film med Depp på rollelisten har indtjent over $2.2 mia. i USA ved box office og over $4.7 mia. verden over. 

Depp har været nomineret til 3 Oscars og han har vundet en Golden Globe og en Screen Actors Guild Award.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS