Historiker: Charles vil ændre sig til samlende figur

Charles har som tronarving været politisk, men de dage er bag ham, viser hans tale. Det mener kongehuskender

Udgivet Opdateret

Den nytiltrådte kong Charles gjorde det i sin tale til Storbritannien fredag aften klart, at han som konge vil følge sin pligt og være en samlende figur for nationen.

Det mener Lars Hovbakke Sørensen, som er historiker og kongehuskender.

Kong Charles holdt fredag aften sin første tale som konge af Storbritannien.
Kong Charles holdt fredag aften sin første tale som konge af Storbritannien.

- Charles lægger op til at efterfølge sin mors linje i den måde, hun har været monark på. Han lægger utroligt meget vægt på pligtfølelsen, som kendetegnede dronning Elizabeth, og som han agter at forfølge, siger Lars Hovbakke Sørensen og tilføjer:

- Det er interessant, fordi han på den måde afviger fra det, han har stået for som tronfølger. Der har han meget sagt og gjort, som det passede ham uden at tænke på, om det var det mest hensigtsmæssige i forhold til at samle nationen.

Miljødebatten

Kongehuskenderen nævner Charles' engagement i miljødebatten som eksempel. Den var han en del af allerede i 70'erne, hvor han ifølge Hovbakke kom med politiske udtalelser.

I de seneste år har Charles også engageret sig meget i klimadebatten.

- Han har udtalt sig meget politisk i tidens løb. Nu lægger han op til, at han har en anden rolle, når han er blevet statsoverhoved. Det lader til, at han ikke vil udtale sig så politisk og gøre mere, hvad der forventes af ham.

"Darling mama"

Kong Charles hyldede i talen sin mor, dronning Elizabeth - "darling mama" - for at have inspireret ham og hans familie. Men meget personlig blev den nye konge ikke.

Og det giver god mening for kongehuskenderen, at de større og mere familiære følelserne blev holdt ude af talen.

- De har en anden tradition for at være formelle i Storbritannien, end man er i andre europæiske monarkier. De mener, at det er vigtigere at vise den officielle rolle, og de deler ikke så meget ud af sig selv som personer, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Kong Charles skal lørdag officielt udråbes som konge af Storbritannien. Det sker på balkonen på St. James's Palace i London.

Powered by Labrador CMS