Markant fald i udgiften pr. asylansøger

Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Selv om udgifterne pr. asylansøger er faldet med 60.000 kroner om året siden 2010, lægger regeringen op til yderligere besparelser i næste år finanslov.

I 2010 var enhedsprisen pr. helårsperson i asylsystemet 255.427 kroner. I 2013 var prisen faldet til 194.783 kroner – altså en besparelse på 60.644 kroner pr. asylansøger om året. Det skriver Information.

Det viser en opgørelse fra Udenrigsministeriet. Det er især driften af indkvarteringssystemet, der er blevet billigere. Det vil sige husleje mv., bygningsvedligeholdelse samt beredskab og modtagelse af asylansøgerne.

Regeringen lægger i næste års finanslov op til at der skal reduceres endnu mere i enhedsprisen, selv om antallet af flygtninge ifølge den seneste prognose forventes at nå op omkring 20.000 personer.

158 millioner kroner vil regeringen skære på indkvartering og underhold af asylansøgere. Derudover skal der spares 15,1 millioner på undervisning og fritidstilbud til børn og unge.

De nye besparelser bekymrer Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).

»Personer i et asylcenter er i en ekstrem sårbar situation, så jeg synes bestemt ikke, at der er brug for at skabe ringere vilkår for børnene i asylcentrene. Tværtimod,« siger Johanne Schmidt-Nielsen til Information.

Powered by Labrador CMS