Flere betjente i New Yorks gader

New Yorks guvernør Andrew Cuomo holdt torsdag pressemøde på en undergrundsstation for at forsikre newyorkerne om, at myndighederne er meget opmærksomme på eventuelle terrortrusler. Foto: Mark Lennihan/AP
Udgivet Opdateret

Sikkerheden i New York bliver skærpet, efter at Irak melder om efterretninger om terrorangreb i USA.

Flere politibetjente på gaderne og ved byens metrostationer skal få borgerne og de prominente verdenspolitiske gæster i New York til at føle sig sikre, efter at Irak har oplyst om “pålidelige” efterretninger om Islamisk Stat-terrorplaner mod undergrundsbaner i amerikanske storbyer.

New Yorks politichef William Bratton oplyser, at politiet har skruet op for antallet af betjente, og sammen med New Yorks borgmester, Bill de Blasio, beroliger han borgerne med, at der foreløbig ikke er nogen informationer, som understøtter påstanden.

Derfor bør befolkningen ikke føle sig truet eller i fare.

– Vi er overbevist om, at beboerne i New York er sikre, siger Bill de Blasio ved et pressemøde på en metrostation på Manhattan.

Skærpelsen af sikkerheden sker, efter at den irakiske premierminister, Haider al-Abadi, torsdag under sit besøg i New York angiveligt har modtaget “pålidelige” efterretninger om, at IS har planer om at angribe undergrundsbaner i Paris og amerikanske storbyer.

New York er i disse dage ramme om FN’s Generalforsamling, hvor politiske repræsentanter fra hele verden er samlet.

Ifølge New Yorks guvernør Andrew Cuomo var sikkerheden omkring den offentlige transport i staten allerede var skærpet før den seneste advarsel.

Det Hvide Hus og kongresmedlemmer i Washington har ligesom New Yorks politi heller ikke modtaget oplysninger, der kan bekræfte al-Abadis melding om, at franske og amerikanske statsborgere, der har kæmpet for IS i Irak, skulle have planlagt terrorangreb i Frankrigs hovedstad og USA.

En fremtrædende irakisk embedsmand, der ikke vil have sit navn frem, siger, at den irakiske efterretningstjeneste har afsløret “alvorlige trusler”, som man nu har delt med allierede efterretningstjenester.

– Vi er stadig i gang med at vurdere, om efterretningerne holder helt stik, og hvor langt planerne var fremme, siger kilden.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS