Nikolaj Lie Kaas meget bevæget

Dramakomedieserien "Agent" fik verdenspremiere ved Berlinalen tirsdag. Her var publikum tilsyneladende vilde med Nikolaj Lie Kaas' nye serie

Udgivet Opdateret

Tirsdag blev den røde løber rullet ud ved den anerkendte filmfestival Berlinalen, og flere danskere var blandt deltagerne.

I biografpalæet Zoo Palast i Berlin var der nemlig verdenspremiere på den nye danske dramakomedieserie "Agent", som Nikolaj Lie Kaas står bag.

En stor overraskelse

- Jeg synes, det var meget bevægende. Det var en stor overraskelse, at publikum grinede så meget, siger Nikolaj Lie Kaas i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Jeg var slet ikke klar over, at de ville være så meget oppe at køre. Og jeg troede ikke, at den form for humor kunne rejse internationalt.

Fuldstændig overvældet

Esben Smed, der er hovedrolleindehaver i serien, bed også mærke i den varme modtagelse.

- Det var bare en fuldstændig overvældende oplevelse, at der var så god stemning, og at folk tog så godt imod serien, lyder det i pressemeddelelsen.

Serien centrerer sig om Joe, spillet af Esben Smed, der er agent for en række kendisser i underholdningsbranchen.

Adskillige "gæster"

En lang række celebre ansigter laver såkaldte cameos i serien, hvor de spiller karikerede udgaver af sig selv. Blandt andre X Factor-veteranen Thomas Blachman, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, sangkometen Tobias Rahim og skuespillerinden Sidse Babett Knudsen.

"Agent" er udtaget til programsektionen Berlinale Series sammen med seks andre internationale serier. Her konkurrerer serien i den nystiftede kategori for serier, Berlinale Series Awards. Vinderen kåres onsdag aften.

Senere i 2023 bliver det også muligt for de danske seere at se "Agent". Serien bliver nemlig sendt senere på året på TV 2 og TV 2 Play.

- Jeg troede ikke, at den form for humor kunne rejse internationalt, lyder det fra Nikolaj Lie Kaas.
- Jeg troede ikke, at den form for humor kunne rejse internationalt, lyder det fra Nikolaj Lie Kaas.

NIKOLAJ LIE KAAS

Han debuterede som 18-årig i filmen Drengene fra Sankt Petri (1991), og efter endt uddannelse fra Statens Teaterskole i 1998 har han medvirket i danske film- og tv-produktioner som Idioterne (1998), Blinkende lygter (2000), Elsker dig for evigt (2002), De grønne slagtere (2003), Brødre (2004), Dirch (2011), Mænd og høns (2015), Retfærdighedens ryttere (2020), Afdeling Q-filmatiseringen og Forbrydelsen III. Derudover har han haft roller i teaterforestillinger på Det Kongelige Teater, Betty Nansen Teatret og Aveny Teatret, hvor han for sine præstationer har modtaget en Reumert-pris for bedste mandlige hovedrolle.[1] Han har også spillet med i udenlandske film- og tv-produktioner som Engle og dæmoner (2009), The Whistleblower (2010), Mad Ship (2013) og Britannia (2017-2018). For sine præstationer har han modtaget adskillige Bodil- og Robert-priser og nomineringer, og han er den hidtil eneste til at have modtaget tre Bodil-statuetter inden sin 30 års fødselsdag.

Ud over skuespil er Lie Kaas også kendt for sin komik og musikalske evner og har ad flere omgange været vært ved prisuddelingsshowet Zulu Comedy Galla og i samarbejde med skuespiller og komiker Rasmus Bjerg udgivet sange under kunstnernavnet Nik & Ras.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS