Skip to main content

Så meget fylder krigen for ukrainerne

Selv om Ukraine er favorit til Eurovision-sejren, er det ikke konkurrencen, der fylder for de ukrainske fans

Det er ikke bare for at heppe på Ukraines deltager, Kalush Orchestra, der stiller op med sangen "Stefania", at det ukrainske ægtepar Iryna Shafinska og Vitalii Lirnyk er taget til Torino i Italien, hvor det store europæiske melodigrandprix afholdes.

For selv om parret er store Eurovision-fans og medlemmer af den officielle ukrainske melodigrandprix-fanklub, så er det ikke konkurrencen, der fylder mest i deres bevidsthed.

Krigen gør fysisk ondt

Det er den krig, der lige nu foregår i deres hjemland, fortæller Iryna Shafinska, der til daglig er it-ingeniør og bor i New York med sin mand.

- Det gør fysisk ondt på mig, det der foregår i Ukraine. Da invasionen skete, kunne jeg slet ikke holde sammen på mig selv. Jeg måtte tage fri fra arbejde, for jeg kunne slet ikke fungere. Det er ubærligt, siger Iryna Shafinska og lader tårerne få frit løb.

Stolte traditioner

I Ukraine er Eurovision en stor begivenhed. Landet har deltaget i den europæiske musikkonkurrence siden 2003 og vundet to gange.

Fra pressecenteret, hvor 500 akkrediterede journalister arbejder, mens konkurrencen afholdes, sidder ægteparret og livestreamer hjem til de krigsramte ukrainere.

- Vi fortæller om alt det, der sker under Eurovision. Ind imellem lyder luftalarmerne, og så må de løbe i beskyttelsesrum. Det er blevet normalt for dem. Men det burde det ikke være, siger Iryna Shafinska.

Iryna Shafinska føler på en måde, at hun burde være i Ukraine - side om side med sin familie og sine veninder, hvis mænd er draget i krig. - Men jeg ved, at jeg kan gøre mere her fra og fra New York, hvor jeg kan samle penge ind og skabe opmærksomhed om det, der foregår, siger hun.
Iryna Shafinska føler på en måde, at hun burde være i Ukraine - side om side med sin familie og sine veninder, hvis mænd er draget i krig. - Men jeg ved, at jeg kan gøre mere her fra og fra New York, hvor jeg kan samle penge ind og skabe opmærksomhed om det, der foregår, siger hun.Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Vigtigere ting i år

Normalt er presserummet fyldt med ukrainske journalister, der dækker begivenheden. I år har de vigtigere ting at tage sig til.

Så Iriny Shafinska og Vitalii Lirnyk agerer freelancere og rapporterer hjem til ukrainerne - både via deres egen livestreamkanal og for den nationale ukrainske tv-station 1+1.

Begge mærker de, at interessen for Ukraine er stor.

- Det betyder meget for os. Eurovision blev jo skabt som en konkurrence, der skulle forene Europa efter en krig. Jeg er rigtig glad for, at Europa samler sig igen - og nu rundt om Ukraine, siger Vitalii Lirnyk. 

Del din kommentar