TV 2-vært afslører glædelig nyhed

Sportsværten Stine Bjerre Mortensen og håndboldfløjen Casper U. Mortensen er blevet forældre for første gang

Udgivet Opdateret

Når slutrunderne i håndbold dribler i gang, bliver det uden Stine Bjerre Mortensen til at guide seerne på TV 2 igennem kampene.

Den kendte sportsvært har nemlig fået sit første barn med sin mand, håndboldspilleren Casper U. Mortensen.

På fars fødselsdag

Det afslører den nybagte mor på Instagram.

- Tillykke med fødselsdagen, Casper. Gaven i år er helt særlig udvalgt. Velkommen til verden, lille Carlo. Du er helt perfekt, og vi elsker dig allerede mere, end ord kan beskrive.

Den lille purk er kommet til verden på sin fars fødselsdag 14. december.

Stine Bjerre Mortensen kan nu kalde sig for mor. (Arkivfoto).
Stine Bjerre Mortensen kan nu kalde sig for mor. (Arkivfoto).

- Tak, Stine, for at give mig den største fødselsdagsgave nogensinde. Du er den vildeste krigerinde, jeg kender. Velkommen til verden, Carlo. Vi elsker dig, og du kommer til at få så meget kærlighed i livet, min dreng. Vores guldklump.

Gift i 2017

Den 40-årige tv-vært og den 33-årige sportsstjerne har været kærester siden 2010 og blev gift i 2017.

Parret mødte tilfældigt hinanden i et tog, afslørede Casper U. Mortensen i et interview med B.T. tilbage i 2014.

- Vi snakkede ikke vildt meget sammen, men en lille smule, fordi hun var journalist og kunne se, at vi sad i landsholdstøj. Så mødtes vi et år efter, da jeg skiftede til Fredericia, hvor hun kommer fra, og så startede det derfra, sagde han dengang til avisen.

Har boet i udlandet

De forgangne syv år har parret boet flere steder i udlandet grundet Casper U. Mortensens karriere.

I dag bor parret i den tyske storby Hamborg. Her skal de - og den lille ny - foreløbig bo frem til sommeren 2024, hvor Casper U. Mortensens kontrakt med HSV Hamburg løber til.

Har vundet OL-guld

Imens har Stine Bjerre Mortensen pendlet til Danmark, så hun har kunnet fortsætte sit arbejde på TV 2 Sport.

Casper U. Mortensen har også repræsenteret de rød-hvide farver på herrelandsholdet og var med til at vinde OL-guld i 2016.

Casper U. Mortensen har vundet olympisk guld, men nu har han fået den største sejr af alle - den 33-årige sportsstjerne er nemlig blevet far for første gang. (Arkivfoto).
Casper U. Mortensen har vundet olympisk guld, men nu har han fået den største sejr af alle - den 33-årige sportsstjerne er nemlig blevet far for første gang. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS