ANNONCE

Kvinde dømt for at bruge løs af forbudte midler

22. september 2020 22:49 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Sagen er en del af et større hele.

Kvinde dømt for at bruge løs af forbudte midler
Kvinden skal i fængsel. Genrefoto.

En 28-årig albansk kvinde, som er hustru til den hovedmistænkte i den såkaldte “Operation Goldfinger”, er tirsdag blevet idømt to års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig.

Københavns Byret har kendt hende skyldig i at have modtaget og brugt et beløb svarende til fem millioner kroner, som retten mener, stammer fra kriminelle aktiviteter.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

– Rettens dom i denne sag viser med al tydelighed, at man ikke kan leve et liv i luksus for penge, der stammer fra kriminelle handlinger, sagde anklager Annika Jensen efter domsafsigelsen.

Fandt store kontante beløb

Det kom frem i Københavns Byret, at politiet under ransagningen af kvinden Norga Artunbas hjem havde fundet store kontante beløb og kvitteringer fra større indkøb betalt med kontanter.

Ifølge senioranklager i sagen Sannie Pilebo har der været en begrundet mistanke om, at pengene skulle stamme fra narkosalg.

– Vi mener ikke, at kvinden har spillet en aktiv rolle i forbindelse med salg af narkotika, og derfor er hun kun dømt for hæleri, fortæller Sannie Pilebo.

Første dom faldt fredag

Fredag faldt der dom i den første sag med relation til “Operation Goldfinger”.

Her blev en 43-årig buschauffør idømt fire års fængsel for at fragte 30 millioner narkokroner til Makedonien.

Pengene blev fragtet til Makedonien med mandens tidligere busselskab Alba Turist over en periode fra 2013 til 2019.

Den 4. december skal de 15 tiltalte i hovedsagen for retten. De er tiltalt for at have indsmuglet ni ton kokain til Danmark og Sverige.

Politiet har tidligere oplyst, at sagen er blevet efterforsket siden efteråret 2018 af Særlig Efterforskning Øst (SEØ) under Københavns Politi, i samarbejde med politiet i Sverige, Tyskland, Slovenien, Belgien, Holland, Albanien samt EUROPOL og EUROJUST.

Politiet slog til den 26. juni og foretog her en række anholdelser, i Danmark såvel som i udlandet.

Retssagen mod de 15 tiltalte forventes afsluttet i september 2021.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu