ANNONCE

Kvinde dræbt i “dødskryds”

6. oktober 2020 17:32 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Det er ikke første gang, en kvindelig cyklist har mistet livet i krydset.

Opdatering: 

En 27-årig kvinde er blevet dræbt i en ulykke i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I den sag, som du kan se billeder fra i galleriet over artiklen, beder politiet nu borgerne om hjælp.

Tirsdag klokken 15.00 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket et alvorligt færdselsuheld i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej i Åbyhøj, hvor en kvindelig fodgænger var blevet ramt af en bil.

Det stod hurtigt klart, at den 27-årige kvinde, der var blevet ramt af bilen, havde fået alvorlige skader, og hendes liv stod ikke til at redde. Hendes pårørende er underrettet.

Fører anholdt

Den 27-årige, mandlige fører af den bil, der påkørte kvinden, er blevet anholdt og er i øjeblikket ved at blive afhørt til sagen, ligesom en bilinspektør er tilkaldt for at undersøge uheldsstedet nærmere.

“Østjyllands Politi vil dog meget gerne høre fra vidner til uheldet med henblik på at få klarlagt de nærmere omstændigheder. Hvis du så, hvad der skete før, under og efter den 27-årige kvinde blev ramt af bilen, så vil politiet meget gerne høre fra dig på telefonnummer 114”, skriver politiet.

Trafikken er fortsat påvirket, da uheldsstedet ikke kan passeres i nordgående retning. Den nordgående trafik bliver derfor ledt udenom, mens den sydgående trafik ikke er påvirket.

“Tidshorisonten er pt. ukendt, men det vil blive meldt ud via twitter, når der åbnes for trafikken”, oplyser Østjyllands Politi.

Dødskryds

Onsdag 30. maj 2018 blev en 21-årig kvindelig cyklist dræbt – også i krydset Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej.

Den 21-årige kvinde kom kørende på cykel, da hun blev ramt af en bil, der blev ført af en dengang 31-årig mand. Kvinden døde på stedet af sine kvæstelser.

I februar 2019 blev føreren idømt 30 dages fængsel og frakendelse af kørekortet i et år. Begge dele ubetinget.

Du kan læse om retssagen i den sag HER.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu