Kvinde dræbt i ulykke: Varebilchauffør får 1000 kr. i bøde

19. maj 2019 17:55 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En kvinde, der i sin personbil holdt stille, blev ramt bagfra af en varebil. Chaufføren var tiltalt for uagtsomt manddrab. Fik blot en bøde.

Kvinde dræbt i ulykke: Varebilchauffør får 1000 kr. i bøde
1000 kroner i bøde blev resultatet. Foto: Scanpix

Selv om det var anklagerens påstand, at en i dag 38-årig varebilchauffør ikke udviste tilstrækkelig agtpågivenhed og derved uagtsomt var skyld i en kvindes død, så kunne manden onsdag forlade retssal med en bøde på 1000 kroner som sin straf.

Det skriver SN.dk. 

Ulykken skete en mørk aften på Sydmotorvejen ved Tappernøje i marts 2018. En 67-årig kvinde stoppede pludselig op, og hendes bil holdt stille i inderste vognbane, men med katastrofeblink aktiveret.

Ikke længe efter, politiet hører om det, indkommer en ny melding om et tilsyneladende alvorligt sammenstød. En varebil er kørt op bag i kvindens stillestående bil. Hun dør i sammenstødet.

Anklageren mente altså, at varevognschaufføren ikke havde tilpasset sin fart efter forholdene – der holdt jo en bil stille med katastrofeblink på. Men dommeren var ikke enig.

– Netop det forhold, at kvindens bil holdt stille i inderste vognbane og ikke i nødsporet var den altoverskyggende grund til at manden blev frifundet, siger anklagerfuldmægtig ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Anders Lunden Amorøe til SN.dk.

Desuden blev det fundet via GPS-måling, at manden ikke overskred fartgrænsen. Bøden på 1000 kroner fik han dog for en mindre trafikal forseelse. Han får lov at beholde førerbeviset.

Politiet fandt aldrig ud af, hvorfor kvinden standsede.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu