Kvinde dræbt i voldsom trafikulykke

17. maj 2017 18:51 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En 56-årig kvinde er onsdag eftermiddag død i en trafikulykke.

Newsbreak.dk kunne tidligere onsdag aften fortælle om en meget voldsom ulykke, der spærrede vejkrydset Alstedvej/Næstvedvej sydøst for Sorø.

Nu meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at en person – en 56-årig kvinde fra Sorø – er død i ulykken.

Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få kontakt til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, men til TV 2 Øst oplyser vagtchef Stefan Jensen, at krydset vil være spærret i lang tid.

Overhaling gik galt

Ifølge TV 2 Øst viser de foreløbige undersøgelser, at kvinden, der er alene, kommer kørende fra Næstved mod Sorø og ligger bag ved et langsomt køretøj, angiveligt en traktor.

– Her trækker kvinde så ud til venstre for at overhale, hvor hun kører frontalt ud i en modkørende. Kvindens bil ender på taget, mens den modkørende ender i grøften, siger Stefan Jensen til TV-stationen.

Den modkørende, en 39-årig mand, blev kørt til tjek på Slagelse Sygehus i en ambulance og var ved bevidstheden, da han blev kørt af sted.

En tredje bil var også involveret i ulykken. Her slap personen med skrammer.

De pårørende er underrettede.

 

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu