Kvinde fandt mystisk æske i sin have: Nu er det din tur til at hjælpe

7. december 2018 11:44 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Nordjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde ejerne af en række smykker, som en borger fandt i sin have.

I november fandt en kvinde i sin have i Brønderslev en mystisk kasse, som hun ikke lige syntes at have set før. I kassen lå en række smykker, som altså ikke tilhørte kvinden, eller nogen hun umiddelbart kendte. Hvad gør man med den slags? Henvender sig til politiet, naturligvis.

Hos de særlige indbrudsefterforskere i Brønderslev gjorde fundet gavn, for Nordjyllands Politi kunne hurtigt kæde kvindens smykkefund sammen med det, en politihund havde gjort tre dage forinden i et buskads ved Sommervænget.

Begge kosterfund, mener politiet, stammer fra indbrud begået i området og i perioden op til den 15. november, hvor politihunden gjorde sit fund.

– Det er sandsynligt, at alle fem halskæder tilhører samme person. Måske en boligejer i Brønderslev, som har været udsat for indbrud i perioden 1. til 15. november. Én af halskæderne er forholdsvis karakteristisk, da den har et vedhæng af mørkt rav med en hvid markering på, fortæller efterforskningsleder Mikkel Brügmann i en pressemeddelelse.

I den forbindelse har Nordjyllands Politi valgt at offentliggøre billeder af de fundne effekter. Dem kan du se i galleriet over artiklen, men inden da, kan du lige lade Brügmanns vigtige oplysning synke ind.

– Julen er højsæson for indbrud, desværre. Det ved vi. Indbrudstyvene går efter kontanter eller værdier, som er lette at omsætte – smykker, bærbare, tablets og anden elektronik. Den slags er der ekstra meget af i hjemmene her i juletiden. Derfor kan vi klart opfordre til, at man reagerer, hvis man får øje på mistænkelige, ukendte køretøjer og personer i sit lokalområde.

Hvis du mener, at smykkerne er dine, så kontakt Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu