Kvinde går amok på hospital

20. oktober 2019 15:38 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Ambulanceredderen blev overfaldet af kvinden, da han ville hjælpe hende.

Tidligt søndag morgen ville en ambulanceredder hjælpe en 28-årig kvinde, men sådan gik det langt fra.

Kvinden overfaldt redderen på Herlev Hospital. Dette resulterede i, at kvinden blev tilbageholdt, indtil politiet kom og overtog sagen.

Til Ekstra Bladet forklarer Københavns Vestegns Politi, at kvinden var voldsom i en sådan grad, at hun blev bragt med på stationen.

– Hun er sigtet og afhørt i forbindelse med vold, hvor hun skulle have sparket redderen over benet, siger vagtchef Peter Grønbek til Ekstra Bladet.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi.

Beredskabet reagerer på hændelsen

Den voldsomme situation har fået Hovedstadens Beredskab til at kommentere på situationen i en pressemeddelelse på Beredskabsinfo.

– Pas på os, så vi kan passe på dig, sådan lyder opfordringen fra Region Hovedstadens Akutberedskab, men det fortsætter.

– Denne sag står desværre ikke alene, det sker alt for ofte at vores mandskab er udsat for vold eller trusler herom. Akutberedskabet ser med stor alvor på dette, hvorfor alle sager også meldes øjeblikkeligt til politiet, lyder det fra Region Hovedstadens Akutberedskab – som fortsætter:

– Vi slås hver dag, mange gange endda. Mod tiden. For at redde dig, dit barn eller din mor. Vi er til for at hjælpe, for at være din tryghed, når du er akut syg – pas på os, så vi kan blive ved med at passe på dig. afsluttes det.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu