ANNONCE
I løbet af fire dage har Østjyllands Politi haft et særligt fokus på trafikken i Herredsvang og Brabrand i Aarhus, og det førte til et direkte nedslående resultat, ifølge politiet selv.
Østjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at man blandt andet sigtede 28 bilister for at køre over for gult eller rødt lys, 37 bilister for at køre uden sele, 33 bilister for at foretage ulovlige svingninger, 17 bilister for at køre med en telefon i hånden og 25 bilister for at køre for stærkt. Fem af de bilister får en betinget frakendelse af kørekortet.
Politiet mødte også bilister, der kørte med børn i bilen uden sele, og en enkelt mor, hvis barn lå i bilens bagagerum.
– Det er direkte nedslående, at vi over kun fire dage kan skrive så mange sager. Vi ved, at der er problemer med færdselskulturen i området, og det er derfor, vi prioriterede en større indsats derude. Men det er stærkt bekymrende, at så mange bilister blæser på færdselsreglerne til fare for andre trafikanter, siger politikommissær Amrik Chadha i pressemeddelelsen.
Amrik Chadha siger også, at området er et af de steder i Østjylland, hvor man er mest til stede for at kontrollere bilisters opførsel. Sådan kommer det til at fortsætte i den kommende tid.
– Ikke mindst set i lyset af resultatet af indsatsen de seneste dage, siger Amrik Chadha.
Østjyllands Politi brugte fire dage på at kontrollere bilisters opførsel i Herredsvang og Brabrand. Her er resultatet af indsatsen:
37 Manglende anvendelse af sikkerhedssele
36 Kørekort ej medbragt
33 Svingning forbudt
20 Overtrådt hastighedsbestemmelserne – Klip i kørekortet
17 Anvendelse af mobiltelefon- Klip i kørekortet
16 Kørsel frem mod rødt lys- Klip i kørekortet
12 Kørsel frem mod gult lys
11 Anvendt forkert lygteføring
11 Overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen
10 Kørsel uden førerret til bil eller MC
9 Lov om euforiserende stoffer – eget forbrug
9 Fejl og mangler ved køretøj
6 Overladelse af føringen (færdselslovens § 65, stk. 2)
6 Overhaling- eller kørsel over spærrelinje – Klip i kørekortet
6 Manglende tegngivning
5 Overtrådt hastighedsbestemmelserne – Betinget frakendelse
4 Ordensbekendtgørelsen
3 Lov om euforiserende stoffer – salg
3 Medicin- og narkokørsel (færdselslovens § 54)
3 Ikke opfyldt oplysningspligt
3 Overhaling højre om – Klip i kørekortet
2 Kørsel i frakendelsestiden
2 Manglende anvendelse af sikkerhedssele – børn u/3 år- Klip i kørekortet
2 Barn ej fastspændt Klip i kørekortet
2 Ligeudkørsel fra svingbane
2 Vending forbudt
2 Uberettiget anvendelse af havariblink
2 Unødig røg og støj
2 Manglende forsikring
2 Overtrædelse af reglerne om udlejning af køretøj
2 Hyrevognssager
1 Brugstyveri af køretøj
1 Lov om doping
1 Våbenloven
1 Udlændingeloven
1 Overtrædelse af naturbeskyttelsesloven
1 Unødig brug af horn
1 Ej efterkommet politiets anvisninger
1 17 årig – foretaget kørsel med ikke godkendt ledsager
1 Manglende lejekontrakt
1 Manglende erhvervelse af chaufførkort
1 Manglende tilladelse til varetransport
1 Arbejdsgivertilladelse til varetransport
1 Inddragelse af nummerplader – bil
1 Afgiftssager
1 Forsikringssag
1 Manglende anvendelse af styrthjelm – MC
Kilde: Østjyllands Politi.
ANNONCE