Kvinde lagde forfærdeligt billede på Facebook før hun blev anholdt

24. november 2018 13:37 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Kvinden er nu sigtet for drab.

Den kvinde, der er sigtet for drabet på en 79-årig mand, var aktiv på sociale medier på makaber vis, før hun meldte sig selv. B.T. skriver, at kvinden klokken 16.14 delte et billede på Facebook, der viser den dræbtes ansigt. Timer senere meldte hun sig selv til politiet.

– Jeg kan bekræfte, at den drabssigtede delte et meget voldsomt billede af den dræbte, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard til B.T.. Manden blev, ifølge politiet, dræbt med vold og knivstik.

Ifølge politiet mødte kvinden og manden hinanden på Mallorca Bar på John F. Kenndys plads. De forlod baren klokken 13.59 torsdag. Kvinden lagde billedet på Facebook 16.14, og 17.31 sad kvinden på Mallorca Bar igen. Hun havde blodpletter på sig.

– Men de var ikke tydelige. Hun havde intet på sit overtøj, men bare et sår på sin arm. Det var først bagefter, vi kunne se, at hun havde nogle blodstænk på buksebenene, sagde Lars Møller, der ejer Mallorca Bar, til Newsbreak.dk, da vi talte med ham fredag.

Politiet var på besøg før anholdelse

Mens kvinden sad på værtshuset, var politiet forbi.

– Og betjentene gik rundt og snakkede med gæsterne. Hun sad helt upåvirket mellem en otte-10 andre gæster. Så det har nok ikke været tydeligt, sagde Lars Møller om den anholdte og de blodstænk, som tidligere er omtalt.

Kvinden kontaktede klokken 23.28 politiet fra værtshuset, og klokken 23.43 blev hun anholdt. Kvinden fortalte politiet, at hun havde slået manden ihjel, og at liget lå i hendes lejlighed på Jyllandssgade i Aalborg.

– Ud fra de oplysninger kvinden giver, sender vi patruljer af sted til begge adresser. Vi anholder kvinden uden dramatik på Mallorca Bar kl. 23.43, hvor vi finder hende med tydelige blodspor på tøjet og en skade på hånden, formentlig efter en kniv, sagde  Frank Olsen, vicepolitiinspektør og efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu