Kvinde påkørte ægtepar: Hendes forrude var fyldt med is

29. november 2018 06:45 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Et ægtepar troede, en kvinde ville stoppe for dem - men hun så dem ikke, for hendes rude var dækket af is og dug.

Tirsdag måtte Nordjyllands Politi rykke ud til et ualmindeligt tåbeligt færdselsuheld. En 57-årig kvinde havde påkørt et ægtepar, der kom gående.

Parret ville krydse en vej via et fodgængerfelt, og forventede, at den 57-årige kvinde ville holde tilbage. Men det viste sig, at kvinden ikke havde fået skrabet sine ruder fri for is – og hun fortsatte i stedet ud i fodgængerfeltet. Det skriver Nordjyllands Politi i deres døgnrapport.

Og det er ikke alene dumt og farligt ikke at sikre udsynet fra bilen – det er også hamrende ulovligt:

– Is på bilruden kan koste en betinget frakendelse, har Kenneth Benfeldt fra færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi tidligere fortalt til Newsbreak.dk. Det skete så sent som i begyndelsen af november. Her mistede en bilist fra Hvidovre sit kørekort.

Selv om det kan være let at definere, om der er sne eller is på forruden, så er det faktisk en vurderingssag, hvor hårdt det skal straffes, fortalte Benfeldt.

– Det er ikke fast formel for, hvor mange kvadratcentimeter, der skal være fri eller lignende. Der skal altså være en potentiel risiko for, at man er til fare og ulempe for andre, sagde han.

Sådan kan du let fjerne is fra ruden

Men tid må aldrig være en undskyldning, og Ken Weathers, meteorolog ved Wate.com, har i en video, der blev udgivet på Youtube i januar 2016, delt en fed fidus. En væske, der på magisk vis kan afise din forrude for dig. Forenede Danske Motorejere (FDM)s tekniske konsoluent Tom Larsen bakkede faktisk op om metoden, da Newsbreak.dk talte med ham.

Han fortalte, at metoden helt klart vil virke i den opløsning, Ken Weathers omtaler. Du kan i galleriet se, hvordan blandingen laves.

Tom Larsen sagde dog også til Newsbreak.dk, at det produkt, man får ud af at blande væsken, skaber et produkt, der er mere kradsbørstigt end det, du eksempelvis finder i sprinklervæske.

Og med de blandingsforhold, der omtales i denne artikel, er det derfor en god idé at have følgende for øje; når du sprøjter væsken ud på din forrude, skal du sikre dig, at du kun rammer forruden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu