Kvinde og tre døtre knivoverfaldet: Otte-årig kæmper for livet

19. juli 2016 19:59 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En otte-årig pige kæmper for livet, efter hun - og hendes mor og to søskende - blev overfaldet med kniv af en mand i Sydfrankrig.

Kvinde og tre døtre knivoverfaldet: Otte-årig kæmper for livet
Ifølge lokale medier boede angrebsmanden i samme hus som familien, han overfaldt. Foto: Google Streetview

En mand gik tirsdag til angreb på en 46-årig kvinde og hendes tre døtre på otte, 12 og 14 år, da de ferierede ved feriecentret Garda-Colombe i området Hautes-Alpes nord for Marseille i Sydøstfrankrig. Det skriver flere medier. Den otte-årige pige blev angiveligt stukket i en lunge og hastet til et hospital, hvor hun nu kæmper for livet.

En marokkansk mand er angiveligt blevet anholdt og sigtet for mordforsøg. Ifølge Le Parisien var Bourfarkouch selv på ferie i Garda-Colombe med sin egen familie, og han kendte derfor sine ofre.

På en pressekonference har den lokale borgmester sagt, at der endnu ingen meldinger er om motivet til angrebet, men Daily Mail skriver, at der lokalt florerer rygter om, at manden var vred over, at kvinden og hendes døtre bar for afslørende tøj. Dette er ikke bekræftet. Den franske TV-kanal TF1 meddeler, at han kan have handlet ud fra religiøse motiver.

Fransk politi fortæller, at den 37-årige mand gik amok på familien, mens den spiste morgenmad. En kniv blev fundet på stedet.

Herefter forsøgte den 37-årige at flygte i en bil, men blev stoppet og anholdt af politiet. Manden er angiveligt en gammel kending af lokalt politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu