ANNONCE

Kvinder gik amok: 52-årig brugte for længe på toilettet

27. november 2019 15:52 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det østjyske politi efterlyser to kvinder efter en voldsepisode i det aarhusianske natteliv.

To kvinder endte i et vaskeægte slagsmål på gå-i-byen-stedet Bodegaen på Åboulevarden i det centrale Aarhus. Det var en uoverensstemmelse om toilet-tid, der kørte op i en spids. En 52-årig kvinde endte senere med flere slag i ansigtet.

Det var en bytur natten til 8. september, der gik helt over gevind. Den 52-årige var i byen i Aarhus sammen med flere bekendte, da hun ved fem- eller sekstiden gik på toilettet på baren. Kvinden har siden forklaret Østjyllands Politi, at hun blev verbalt overfaldet, da hun kom ud.

En yngre kvinde var højlydt utilfreds med, at den 52-årige havde brugt for lang tid på toilettet, og da hun så svarede, at modparten skulle tage sig en slapper, blev der langet et slag efter hende – og kastet øl på hende.

Det fik den 52-årige til at gengælde og slå ud efter den utilfredse kvinde. Det endte i slagsmål, som nogle tilstedeværende mænd måtte skille ad. Politiet skriver i en pressemeddelelse, at den 52-årige kvinde gik udenfor til nogle af sine bekendte, og da dørmændene oplyste, at det var blevet lukketid, forlod de sammen stedet.

Kort efter kom en anden kvinde pludselig direkte imod den 52-årige og sagde noget med ”min veninde”, hvorefter hun slog den 52-årige flere gange i ansigtet og andre steder i hovedet med en ukendt genstand, hvorefter hun forsvandt fra stedet.

Nu vil politiet gerne finde de øvrige parter. Det er tilsyneladende ikke lykkedes på de mere end to måneder, og derfor offentliggøres både signalement og overvågningsfoto af kvinderne.

Begge kvinder beskrives af politiet som afrikanske af udseende.

Kvinden på toilettet beskrives desuden som:

  • 25 til 30 år
  • Almindelig af bygning
  • Brunt, krøllet hår
  • Iført sort jakke og grå jeans

Kvinden, der slog uden for baren, beskrives som:

  • 160 til 165 centimeter høj
  • Spinkel af bygning
  • 25-30 år gammel
  • Sort hår med afro-fletninger
  • Iført sort jakke, sorte bukser og sorte stiletter

Kan du genkende de to kvinder, vil politiet gerne høre fra dig på telefonnummer 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu