ANNONCE

Kvindes lig fundet i garage: Nu er sigtelsen mod 28-årig klar

11. november 2018 14:19 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Ved et grundlovsforhør i Retten i Aalborg er den 28-årige mand blandt andet sigtet for drab.

En kvinde er fundet død i en garage på Nørregade i Hadsund, der tilhører Mariagerfjord Kommune, og søndag klokken 15 bliver en 28-årig mand fra lokalområdet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

Nordjyllands Politi oplyser, at manden er sigtet for både drab og usømmelig omgang med lig. Sidstnævnte er en svær størrelse at forklare. Det kan for eksempel dække over, at liget er blevet flyttet, skåret i stykker eller på anden måde behandlet på urespektfuld manér. I bund og grund handler det om etik og moral.

Ordensmagten har over for Newsbreak.dk ikke ønsket at uddybe sigtelsernes indhold, blandt andet fordi anklager Peter Rask bil begære dørlukning til grundlovsforhøret. Det betyder, hvis det godkendes af dommeren, at offentligheden kun får indblik i sigtelserne mod den 28-årige, men ikke eventuelle bemærkninger eller forklaringer.

– Det vil jeg gøre, fordi vi ikke har fået afhørt alle vidner grundigt nok endnu. Det skal vi have gjort, siger Peter Rask til Ritzau.

Påbegyndte partering

Ved grundlovsforhørets begyndelse klokken 15 blev det dog af Peter Rask præsenteret, at politiet mener, den 28-årige er skyldig i at have dræbt den unavngivne kvinde.

Desuden skal han have påbegyndt en partering af hendes lig, skriver Nordjyske.dk, der havde en ansat til stede i Retten i Aalborg. Ikke længe efter blev dørene som ventet lukket.

Avisen skriver, at det primært skyldes, at der fortsat skal afhøres vidner i værtshusmiljøet i byen.

Massivt til stede

I skrivende stund er efterforskningen stadig massivt i gang. Kvindens lig blev som nævnt fundet i en normalt aflåst garage på Nørregade – ifølge Ekstra Bladet nummer 10 – og fundet blev anmeldt klokken 04.20 søndag morgen. Efterforskningsleder Niels Kronborg fra politiet fortæller Newsbreak.dk, at anmeldelsen kom telefonisk.

– Anmelder er, hvad vi kalder en tredjepart. Det vil sige, det er altså ikke den formodede gerningsmand selv, der har anmeldt det, fortæller Kronborg.

Politiets teknikere har dagen i gennem arbejdet på gerningsstedet i forsøget på at indsamle så megen viden og data, som det har været muligt. Retsmedicinere har også været til stede. Ifølge politiet er der en ekstraordinær mængde lovhåndhævere i Hadsund denne søndag – og det vil nok vare dagen ud.

Hvem er hun?

Det er endnu ikke lykkedes at identificere den dræbte. Årsagen til, at det ikke har kunnet lade sig gøre, er uklar, men sikkert er det altså, at der er tale om en kvinde.

– Hun er fundet død i en garage. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvem hun er, sagde Kronborg til Newsbreak.dk ved 10-tiden søndag.

Efter sigende er der nogle spor at gå efter i forhold til at få den dræbte identificeret, men det er altså endnu ikke lykkedes. Grundlovsforhøret begynder klokken 15 ved Retten i Aalborg.

“Politiet har på nuværende tidspunkt ingen yderligere oplysninger i sagen, og politiet kan ikke udtale sig yderligere om sigtelsernes indhold”, slutter seneste pressemeddelelse.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu