Lægedrabet: Sigtet var Charlottes patient

28. juni 2019 19:25 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Noget tyder nu på, at en 54-årig mand er gået personligt efter den dræbte læge.

Om natten 30. april 2019 blev den 58-årige læge Charlotte Asperud brutalt blev tæsket med op mod 20 slag med stump genstand.

Hun døde senere af sine skader.

Siden er en 54-årig mand anholdt, sigtet for drabet.

Nu viser det sig, at han tidligere har haft et behandlingsforløb hos den dræbte.

Det oplyser Nordsjællands Hospital til DR Nyheder.

Nordsjællands Hospital består af Hillerød Hospital, Frederiksunds Hospital og Sundhedshuset Helsingør, hvor den dræbte Charlotte Asperud arbejdede. Blandt andet på begge hospitalers akutmodtagelser, har politiet tidligere oplyst.

Se video hos Local Eyes.

– Direktionen på Nordsjællands Hospital har fået oplyst af politiet, at den formodede gerningsmand har haft et behandlingsforløb, der involverede blandt andet den dræbte læge Charlotte Asperud, lyder det i en skriftlig kommentar fra Bente Ourø Rørth, hospitalsdirektør ved Nordsjællands Hospital.

Relation muligt motiv

Ifølge DR Nyheders oplysninger efterforsker politiet relationen mellem lægen og den 54-årige mand som et muligt motiv i sagen.

– Vi er på hospitalet ikke vidende om, hvordan eller om det forløb kan kobles til drabet på Charlotte, lyder det fra hospitalsdirektøren ved Nordsjællands Hospital.

Ifølge Berlingske har politiet på den sigtede mands bopæl fundet en udskrift af en lægejournal fra Hillerød Hospital, hvor Charlotte Asperuds navn fremgår. Det bekræfter flere kilder over for avisen.

Journalen stammer ifølge Berlingskes oplysninger fra en hændelse i februar 2014, da den sigtede blev bragt ind på akutafdelingen på Hillerød Hospital efter en trafikulykke.

14. maj blev det så offentliggjort, at politiet havde anholdt den 54-årige.

Efter et grundlovsforhør blev et sommerhus i Tisvildeleje ransaget. At det havde forbindelse til drabet på lægen, bekræftede Henrik Gunst over for Newsbreak.dk.

– Det passer. Vi er ikke længere fysisk til stede på adressen, men vi er heller ikke færdige med vores undersøgelser, der vedrører stedet, sagde Gunst dengang

Røveri gik galt

Under grundlovsforhøret kom det frem, at den mistænkte ifølge politiet brød ind i den 58-åriges bolig – med berigelse for øje – gennem et vindue den 30. april klokken cirka 02.45. Da indbruddet tilsyneladende gik galt, blev Asperud overfaldet med hvad, politiet mener er op mod 20 slag med et stumpt instrument.

Da hun senere blev fundet, fordi en bekendt undrede sig over manglende kontakt til hende, blev hun fløjet på Rigshospitalet med helikopter, men hendes liv stod ikke til at redde. Hun døde ud på aftenen.

Gik all-in

I et fuldkommen utraditionelt skridt valgte efterforskerne hos Nordsjællands Politi at offentliggøre et billede af den dræbte læge sammen med flere personlige oplysninger og ikke mindst en gruopvækkende lydfil, hvor moderens stemme kunne høres sige blandt andet “læg dig ned”.

Det var et forsøg på at “gå all-in”, som Henrik Gunst fortalte dengang.

Håbet var, at nogen kunne genkende stemmen, og billedet af offeret skulle være med til at gøre hele sagen mere håndgribelig for offentligheden.

Artiklen fortsætter under videoen

Flere kontaktede i dagene efter politiet med tip til, hvem den uhyggelige stemme kunne tilhøre. Til trods for det, var det ikke en decideret faktor i, hvad der ledte til anholdelsen af den 54-årige, som tirsdag i retten nægtede sig skyldig i både røveriforsøg og manddrab – og i øvrigt nægtede at udtale sig.

– Han blev anholdt på baggrund af andre tekniske undersøgelser, vi selv har foretaget, fortalte Henrik Gunst.

Der er nedlagt navneforbud i sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu