ANNONCE

Landsholdslegender præsenteret i 1. divisionsklub

31. marts 2021 13:10 | Af: Ritzau Fokus

Daniel Agger og Lars Jacobsen overtager efter Auri Skarbalius i 1. divisionsklubben HB Køge

Landsholdslegender præsenteret i 1. divisionsklub
Daniel Agger og Lars Jacobsen overtager roret i HB Køge til sommer. Foto: Scanpix

De tidligere landsholdskolleger Daniel Agger og Lars Jacobsen skal udgøre en ny trænerduo i HB Køge.

Det oplyser 1. divisionsklubben onsdag på et pressemøde.

Agger får titel af cheftræner, mens Jacobsen bliver First Team Coach.

Tilsammen har de spillet 156 landskampe for Danmark, men duoen har ikke prøvet kræfter med et trænerjob på topplan før nu.

Cheftrænerjobbet i HB Køge er blevet ledigt, efter at det tirsdag blev meldt ud, at Auri Skarbalius stopper i jobbet. I stedet tiltræder Skarbalius en stilling som teknisk direktør i Capelli Sport, der ejer HB Køge.

Med Skarbalius ved roret har HB Køge booket en plads blandt de seks bedste hold i 1. division. Holdet er dog lige nu langt fra at sikre sig oprykning til Superligaen.

Stoppede for fem år siden

Det er fem år siden, at Agger indstillede sin aktive fodboldkarriere, der blev afsluttet i Brøndby. Det var også her, at det hele tog fart for midterforsvareren, der senere blev solgt til Liverpool.

Den karismatiske fodboldspiller med de mange tatoveringer spillede otte fulde sæsoner i Liverpool, inden han i 2014 vendte retur til Brøndby, hvor han tog en ny tørn frem til 2016.

Sideløbende med klubkarrieren har den nu 36-årige Agger spillet 75 landskampe for Danmark.

Den fem år ældre Lars Jacobsen har spillet seks landskampe mere end Agger. Fynboen indledte karrieren i OB, men blev i en ung alder solgt til HSV Hamburg.

To gange nåede han også at repræsentere FC København. Det blev også til ophold i flere engelske klubber – blandt andre Everton, Blackburn og West Ham.

Lars Jacobsen indstillede ligesom Agger den aktive karriere i 2016.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu